DMI i vildt varsel: Hagl, torden og vindstød af stormstyrke
Hagl, torden og vindstød af stormstyrke. Velkommen til weekendens vejr.
Indgangen til weekenden bliver af den mere trælse slags. Medmindre man er til dårligt vejr, altså.
– Dagen i dag er fyldt med en del byger, der indeholder hagl og torden, siger Lars Henriksen, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Instititut, DMI, til Newsbreak.dk.
Men det stopper ikke der; fredag bliver – mildest talt – ret blæsende. Hvis du bor inde i landet, for ved kysterne bliver det en helt anden historie.
Præcis hvor vindstødene af stormstyrke forventes at ramme, kan du se i galleriet over artiklen.
Hvis du ikke holder til ved kysterne slipper du med en jævn til hård vind fra vest og sydvest.
Ved de føromtalte kyster kommer det til at stå værre til.
Her forventes der kuling til hård kuling. Og lokalt:
Fredag mange byger, lokalt med hagl og torden ⛈️ Blæsende fra vest med risiko for kraftige #vindstød 💨 der ved kystern stedvis når #stormstyrke https://t.co/4RimmA3TeP … pic.twitter.com/HavCv6hwkL
— DMI (@dmidk) November 10, 2017
– Vi har udsendt et varsel om vindstød af stormstyrke ved kysterne, siger Lars Henriksen.
Ifølge vagtchefen kan blæsten begynde at tage til omkring middag. Den topper sikkert mellem klokken 18 og 04 lørdag morgen – med vindstød mellem 25 og 28 meter i sekundet.
Varslet gælder følgende steder:
Vestjylland, Jammerbugt, Esbjerg, Fanø, Varde, Tønder og Thisted.
Gyldig fra 10. november klokken 13.00 til 11. november klokken 01.00.
DMI forventer kuling 14-18 m/s fra nordvest, med vindstød af stormstyrke, 25-28 m/s.
Lolland Falster, Næstved og Vordingborg.
Gyldig fra 10. november klokken 14.00 til 10. november klokken 19.00.
DMI forventer kuling 14-16 m/s fra nordvest, med vindstød af stormstyrke, 25-26 m/s.
Nordvestsjælland, Frederikssund, Samsø, Slagelse, Kerteminde, Nordfyn, Helsingør, Halsnæs, Gribskov og Norddjurs.
Gyldig fra 10. november klokken 18.00 til 11. november klokken 01.00.
DMI forventer kuling 14-18 m/s fra nordvest, med vindstød af stormstyrke, 25-28 m/s.
Bornholm
Gyldig fra 10. november klokken 18.00 til 11. november klokken 04.00.
DMI forventer kuling 14-18 m/s fra vest, med vindstød af stormstyrke, 25-28 m/s.
Fredagens temperaturer forventes at komme til at ligge mellem syv og 10 grader.
I nat mellem to og syv grader
Lidt sol i weekenden
Lørdag ser lidt bedre ud, om end der stadig vil være blæst – ved kysterne den hårde af slagsen.
– Der kommer lidt eller nogen sol, siger Lars Henriksen, der dog også uddyber med, at der stadig kan komme lokale byger med hagl og torden.
Temperaturer i den lave ende, fem til otte grader.
Søndag stiger temperaturerne dog lidt.
– Det bliver en blandet vejr-weekend, som meteorologen udtrykker det.
Vindstød af stormstyrke medfører at tagsten kan blæse ned, at store grene knækker, og at træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger.
Der er også stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik.