DMI: Her rammer vinden – hårdt

Vejret 11. september 2018 bliver ustabilt - og blæsende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vejret den 11. september 2018 kan bedst betegnes som ustabil. Ligesom resten af ugen.

Tirsdag starter med en frontzone med skyer og regn, der bevæger sig ind over landet vestfra.

– Der kommer udbredt regn til hele landet, fortæller Martin Lindberg, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.

Den regn er tidligt tirsdag morgen allerede nået Jylland og vil i løbet af morgenen også ramme København.

Herefter begynder det så småt at klare op i Jylland fra nordvest i løbet af eftermiddagen.

– Opklaringen breder sig til resten af landet i løbet af aftenen, siger Martin Lindberg.

Der vil dog fortsat være skyer i de vestlige egne – temperaturerne vil ligge mellem 15 og 19 grader.

– Så det bliver ikke så koldt, siger Martin Lindberg.

Vejret den 11. september 2018 bliver blæsende

Til gengæld bliver det en blæsende dag.

– Vinden bliver jævn til hård fra vest og sydvest, siger meteorologen.

Når vinden drejer mod vest tiltager den, hvilket betyder, at der ved kysterne kommer helt op til kuling.

Natten til onsdag bliver vejret en blanding mellem ‘mest skyet’ og ‘opklaring’. I de østlige egne mest tørt.

– Men sidst på natten kommer regn til Jylland, siger Martin Lindberg. Temperaturerne vil ligge mellem 12 og 16 grader, og der vil fortsat være ret blæsende – dog en smule aftagende i forhold til tidligere; nemlig frisk vind, men ved kysterne en hård en af slagsen.

Ustabil uge

Onsdag fortsætter den regn, der starter i løbet af natten, og det bliver altså skyet med regn og byger.

Det kommer dog til at klare lidt op og der kan forventes nogen sol i løbet af dagen.

– Onsdag eftermiddag og torsdag ser bedst ud i denne uge, siger Martin Lindberg, der ellers kalder den for ‘ustabil’.

På trods af solen får termometeret dog et lille nøk nedad:

– Der bliver maks 18 grader, siger Lindberg.

Powered by Labrador CMS