DMI har en vild overraskelse

Det er ikke kun udsigten til efterårsferie, mange kan glæde sig over. I weekenden kommer det varme vejr.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når vi når til weekenden, er det ikke kun udsigten til efterårsferie, der kan bringe et smil på de flestes læber. Det kan vejret også.

Særligt søndag er der ingen grund til at tage hue og vanter på, når du skal ud, for en varmefront passerer Danmark sydfra.

Artiklen fortsætter efter videoen

Det kan resultere i temperaturer helt op til 19 grader, oplyser vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Topper søndag

Generelt dominerer de lune temperaturer i den her uge.

Men søndag kan danskerne se frem til, at varmen når nye højder årstiden taget i betragtning.

– Det ser ud som om, det er søndag, det topper. I de sydligste og sydøstligste dele af landet bliver det varmest op mod 18 grader. Måske kan det blive 19 grader nogle steder. Det er der ret gode chancer for, siger Anja Bodholdt, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

Fortsætter ind i efterårsferien

Hvor meget af landet, der kommer til at opleve de varme temperaturer afhænger af, hvor hurtigt den varmefront, der passerer landet fra syd, tager om at nå ind over Danmark. Jo hurtigere den passerer, jo større område af landet vil opleve varme temperaturer.

Heldigvis byder efterårsferien også på fine temperaturer.

– Det fortsætter ind i ugen efter, men det bliver ikke lige så høje temperaturer som om søndagen, forklarer Anja Bodholdt og fortsætter:

– Vi vil fortsat ligge i relativt lunt luft i den kommende uge. Det kommer til at blive op til 15-16 grader. Det bliver ikke den samme kulde, som vi oplevede i forrige weekend.

Forvent ikke solskin

Godt nok bliver der varmt, men der er ikke grund til at finde sommertøjet frem helt endnu.

– Det bliver ikke godt vejr. Vejret søndag starter med en masse skyer og regn, siger den vagthavende.

Der er chance for solskin, men det kommer an på varmefronten og hvor hurtigt, der kommer en opklaring. Som prognoserne ser ud på nuværende tidspunkt, er det først op ad eftermiddagen, det klarer op søndag.

Powered by Labrador CMS