DMI frygter mere voldsomt vejr

Det kan blive langt oftere

Offentliggjort Sidst opdateret

DMI advarer om hyppigere stormfloder

Diger og havne blev ødelagt af stormflod sidste år.

DMI forudser hyppigere 100-års-hændelser fremover.

Klimaændringer kan øge hyppigheden 30-50 gange.

Havstigning er uundgåelig, men kan bremses.

Erstatning kræver 20-års-hændelse ifølge Naturskaderådet.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Diger brød sammen, havne blev ødelagt, og huse blev flere steder ødelagt, da den værste stormflod i mere end 100 år ramte de danske kyster ud til Østersøen i oktober sidste år.

Men ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, kan 100-års-hændelser som den stormflod ske meget hyppigere i fremtiden.

Vil ske hyppigere

Det fremgår af de nyeste tal i DMI's klimaatlas, der indeholder data om fremtidige ændringer i klimaet frem mod år 2100, skriver DR.

- Med den kurs, som verden er på nu med hensyn til klimaforandringer, så forventer vi, at det vi i dag kalder en 100-års-hændelser kommer til at ske mellem 30 til 50 gange hyppigere i slutningen af århundredet, siger Mark Payne, der er videnskabelig leder for klimaatlas hos DMI, til Ritzau.

Klar sammenhæng

En 100-års-hændelse for nedbør er den nedbørsmængde, der statistisk set vil optræde én gang per 100 år i løbet af et døgn.

Det samme gælder for en vandstand, der kun når den højde én gang per 100 år.

Mark Payne fra DMI påpeger, at der er en klar sammenhæng mellem, hvor hurtigt havniveauet stiger og udledningen af drivhusgasser.

Kan købe tid

- Havet kommer til at stige uanset hvad. Det, vi kan gøre, er, at vi kan påvirke, hvor hurtigt det sker og dermed købe os mere tid og tilpasse os til de udfordringer, som ligger ude i fremtiden, siger Mark Payne.

Vandet fossede ind i Køge Bugt, da den værste stormflod i mere end 100 år ramte flere dele af landet i oktober sidste år. (Arkivfoto).

Der tales også om 20-års-hændelser og 50-års-hændelser. Før et uvejr som det i oktober kan kaldes en stormflod, skal det som minimum være en 20-års-hændelse.

Flere gange om året

Det var tilfældet i 27 kommuner, men flere steder var vandstanden også så høj, at der var tale om 100-års-hændelser.

DMI skriver på sin hjemmeside, at det, der i dag er en 20-års-hændelse, kan komme til at ske op til flere gange om året.

Betydning for erstatninger

Netop den udvikling har også betydning for, hvornår danskere kan få erstatning ved oversvømmelser.

For at man kan få erstatning, skal der være tale om en 20-års-hændelse. Det er Naturskaderådet, der definerer, hvornår der er tale om en sådan hændelse, på baggrund af data fra højvandsstatistikken fra Kystdirektoratet, der opdateres hvert femte år.

I juli udgav Kystdirektoratet sin nyeste statistik, hvor det fremgik, at vandstanden fremover skal være højere end tidligere, før der er tale om en erstatningsberettiget stormflod.

Powered by Labrador CMS