DMI: Efter 69 dage i træk er dette sket
Så var det hele pludselig slut.
Det har ikke bare været varmt de sidste par måneder. Det har været rigtigt varmt. Faktisk endda så varmt, at der er registreret sommerdage som var det perler på en snor.
En sommerdag er en dag, hvor temperaturerne når op på over 25 grader. Dem har der været 69 af. I træk. Men lørdag skete der noget.
– Det var første gang, det ikke var en sommerdag, fortæller Mette Wagner, vagthavende ved DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, til Newsbreak.dk.
Det skal selvfølgelig forstås som for første gang i lang tid.
Lørdag var da også en af de køligere af slagsen. Udover, at termometret altså forblev under de 25 grader, blev der i Trekantsområdet natten til søndag målt 6,2 grader. Ja, du læste rigtigt: Seks komma to grader.
Mere regn i vente
Lørdag var også en dag, hvor der virkelig faldt regn i landet. Den skulle dog nu, på trods af skyerne, være aftagende.
– Den vil være der, men ikke så bombastisk og vedvarende som lørdag, siger Mette Wagner om søndagens og den næste uges vejr.
(Du kan se nedbørsskema i galleriet over artiklen).
Søndag ville meteorologen gerne have kaldt ‘en sommerdag anno 2017’.
– Men den bliver for varm, siger hun.
Måske er der håb for flere sommerdage
Varm er måske ikke det helt rigtige ord; der bliver i nogle egne op til 20 grader, ellers kan resten af landet forvente mellem 15 og 18 grader.
I løbet af vil regnen altså stadig dryppe og temperaturerne vil ligge på mellem 18 og 23 grader.
– Men det udelukker ikke, vi en overgang kan snuse til de 25, siger Mette Wagner.