DMI: Dette ene sted er der sol hele dagen
Det bliver heller ikke rigtig sommer i denne omgang.
Det er nærmest efterhånden en nedslående oplevelse at snakke med Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), når man skal have en opdatering på dagens og de kommende dages vejr. I hvert fald, hvis man godt snart kunne tænke sig noget sommer.
Lørdagens snak med vagtchefen rokkede ikke meget ved det.
– Det starter dog pænt med nogen eller en del sol, siger Dan Nilsvall, morgenens vagtchef ved DMI.
Så håber man jo, at den flinke vagtchef lader den ligge der. Men, nej.
– Så kommer skyerne især i Jylland, hvor der også er risiko for byger i den nordlige del.
Temperaturerne, tænker du så, de kan da godt være pæne. Ak…
– De kommer til at ligge på mellem 18 og 21 grader og varmest østpå.
Og østpå er der så især ét sted, hvor man skal opholde sig, hvis man vil have dagens bedste vejr.
– Bornholm, siger vagtchefen.
Her kan man nemlig se solen hele dagen.
Kolde nætter
Heller ikke nætterne er noget at skrive hjem om. Og, du har gættet helt rigtigt, det bliver natten til søndag heller ikke.
– Der kommer en svag vind, der skifter fra let til jævn vind – mest fra sydvest, siger vagtchefen og fortsætter:
– Der kommer skyer, regn, en vind, der frisker op og grader mellem 10 og 13, siger Dan Nilsvall.
Næste uge…
Er din ferie netop startet og ser du frem til en uge med skønt vejr, is og badetøj, bliver du nok slemt skuffet.
Ugen starter nemlig koldt og med regn og skyer – faktisk bliver der kun én dag med sommervejr i løbet af ugen.
– Onsdag, siger vagtchefen, og uddyber.
– Den dag får vi temperaturer mellem 20 og 25 grader, siger han.
…men:
– Det bliver kun kortvarigt. Natten til torsdag kommer skyer, regn og byger, selv om torsdag også kan blive varm – op til omkring 25 grader, slutter vagtchefen.
God sommer. Eller noget…