DMI: -Det sner flere steder
Sne og kulde. Sådan er udsigten for de næste mange dage
Hvordan ser vejret ud hos dig? Tag et billede og send til det: redaktion@newsbreak.dk – så samler vi læsernes billeder i et galleri
Det sner flere steder i Danmark tirsdag morgen.
Det betyder blandt andet glatte veje – og et billede af de næste dages vejr.
Snevejret, der fortrinsvis lige nu er i det sydvestlige Jylland, kommer fra Nordsøen og breder sig ind over landet.
– Sådan bliver det det meste af dagen. Enkelte byger kan dog godt bevæge sig lidt østpå, siger Henning Gisselø, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.
Bygerne kan også indeholde snehagl.
Snehagl ligner ifølge vagtchefen flamingostykker – og er lettere og ikke så kompakte som ishagl. Ishagl, derimod, kan være hårdere og gøre mere ondt, når de rammer.
– Vi plejer ikke at skrive det ene eller det andet. Det er lidt meteorologisk nørderi, som Gisselø udtrykker det.
Temperaturerne kommer til at ligge mellem 4 og 8 grader.
– Det bliver varmest i Nordjylland, som ligger i læ af de norske fjelde, siger Henning Gisselø.
Det er også her, der er størst mulighed for at se solen.
10 dage frem
Hos DMI kan meteorologerne se 10 dage frem. Og kan ikke rigtig få øje på noget, der ser anderledes ud end tirsdagens vejr.
– Det er samme historie, siger Henning Gisselø.
Det betyder en kold uge med varmegrader, der ikke når over de 10 grader.
Samtidig vil der hver nat komme nattefrost.
– Det lune forår er skudt til hjørnet, siger Henning Gisselø.
Von Kármán-bølger
Syd for Island har en satellit opfanget fænomenet Von Kármán-bølger.
De opstår, når luften strømmer over forhindringer som øer eller bjerge. I dette tilfælde Island.
Det er skyer, der hvirvler rundt i såkaldte gader.
Det er nederste lag i atmosfæren, hvor hvirvlerne dannes, nøjagtigt som på en vandoverflade.
– Den bølgebevægelse behøver ikke en speciel kraftig vind, siger Henning Gisselø.
Hvirvlerne kan nå en diameter på mellem 20 og 40 kilometer.
Man behøver dog ikke have adgang til en satellit for at se bølgerne.
– De kan også ses fra jorden, siger Henning Gisselø.
Hvordan ser vejret ud hos dig? Tag et billede og send til det: redaktion@newsbreak.dk – så samler vi læsernes billeder i et galleri