DMI: -Det skal bare overstås

Specielt tirsdag bliver ifølge meteorologerne en ret trist dag.

Det er bare med at finde paraplyen frem – hvis man ellers kan holde på den. De kommende dage bliver ifølge DMI våde og blæsende. Arkivfoto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Går du og håber på lidt opmuntring fra vejrguderne, så kan du godt stoppe. Der er nemlig ikke rigtig noget at glæde sig til. Specielt tirsdag bliver en dag, der bare skal overstås.

Det fortæller vagtchef Mette Wagner, Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, mandag morgen til Newsbreak.dk.

Artiklen fortsætter under videoen

– Mandag begynder med en del byger ind over Danmark. De bevæger sig mod nordøst. I løbet af dagen aftager bygerne og så kan fynboerne og sjællænderne måske få glæde af lidt solskin. Men det bliver ikke så klart, da der ligger nogle høje skyer og slører lidt for solen, siger Mette Wagner.

De højere skyer ligger foran et frontsystem, der mandag aften og nat rammer Danmark.

– Natten til tirsdag får vi klart vejr flere steder i landet. Ind over det sjællandske bliver det koldest med temperaturer ned til mellem 1 grader og 3 grader. De højtliggende skyer holder på varmen og holder frosten væk, forklarer Mette Wagner.

Så bliver det trist

Mens mandagsdøgnet bliver en forholdsvis rolig affære, ser det helt anderledes ud med tirsdagsdøgnet.

– Det blæser op til en jævn til hård vind. Ved den jyske vestkyst op til kuling. Samtidig bliver det ret vådt. Tirsdag er en dag, der bare skal overståes – med mindre, man godt kan lide masser af vand og vind, siger Mette Wagner.

Lokalt nattefrost

Natten til onsdag klarer det igen op og vinden aftager.

– Det betyder, at vi igen kan komme ned og lege med grænsen til nattefrost de steder. hvor det klarer op, advarer Mette Wagner.

Dagtemperaturerne vil hele ugen ligge på mellem 5 grader og 8 grader.

Nattetemperaturerne kan komme ned til frysepunktet – lokalt kan man få nattefrost.

Powered by Labrador CMS