DMI: Det bliver bare koldere og koldere

De kommende dage - og især nætter - bliver kolde og der kommer sne

Offentliggjort Sidst opdateret

I efteråret spåede DMI en mild vinter. Og selvom det som et gennemsnit sagtens kan komme til at passe, så er det ikke noget vi kommer til at nyde godt af lige nu og de kommende dage. Det bliver nemlig koldt. Rigtig koldt.

DMIs vagtchef Henning Gisselø siger til newsbreak.dk, at omslaget i vejret nu er gået i gang for alvor.

– Vejret er faktisk allerede slået om, og vil vil i løbet af dagen mærke, at det bliver koldere og koldere. Det er den kolde luft, der kommer ned over os fra nord, der gør, at temperaturen falder, siger Henning Gisselø til newsbreak.dk

Sne og frost hele døgnet

De kommende tre dage står den på frostvejr hele døgnet og sne. Og det bliver liggende – med undtagelse af det, som bliver fejet, skovlet og saltet væk.

– Allerede i aften begynder det igen at sne og det fortsætter i nat. Det betyder, at vi over det meste af landet vågner op til en hvid torsdag. Både torsdag og fredag kan der også komme snebyger og da vi får frost i både dag- og nattetimerne, bliver det glat derude. Mest koldt bliver det nok natten til søndag, hvor vi kan få ned til minus 10 graders frost, siger Henning Gisselø.

Efter lørdag ser det ud til, at der igen kan komme et omslag i vejret og vi begynder at få lunere vejr så dagtemperaturerne igen bliver positive.

– Der kommer omslag i vejret, så vinden kommer fra sydvest og dermed varmere luft ind over os. Men indtil det sker, så bliver det koldt og hvidt, siger Henning Gisselø.

Powered by Labrador CMS