DMI: Den kommende uge bliver noget anderledes
Hos Danmarks Meteorologiske Institut ser man frem mod den kommende uge, fordi den medfører lidt adspredelse.
Hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har de seneste mange dage i nogle måneder i den grad lignet hinanden. Solskin, varme og en lille regnbyge i ny og næ. Derfor ser meteorolog Trine Pedersen, som Newsbreak.dk talte med lørdag morgen, frem mod den kommende uge 32.
Det tegner nemlig til at blive en noget anderledes uge, end vi har vænnet os til. Hen over weekenden tager temperaturerne et dyk, men allerede mandag-tirsdag stiger de igen. Især onsdag bliver varm, siger Pedersen.
– Altså, det bliver ikke de her 44 grader, de taler om i Spanien, men jeg vil mene, at vi stort set i hele landet kommer til at nå 30 grader – nogle steder mere, siger hun og peger på, at vi får besøg af den klassiske kontinentale varmluft.
Så vender vi det på hovedet
Efter nogle dage med temperaturer så høje, at asfalten bliver føddernes nærmeste fjende, sker der noget mod slutningen af ugen, og som meteorolog glæder Trine Pedersen sig til, at der sker noget andet.
– Det bliver en anderledes uge, end det har været rigtig længe. Et lavtryk strømmer op gennem kanalområdet, når højtrykket kollapser, siger hun.
På den bekostning kan vi ude i fremtiden se mod en periode med noget ustadigt vejr, der kan medføre “voldsom torden og regn”, lyder meldingen.
Helt generelt tyder noget på, vi skal indstille os på et mere klassisk dansk sommervejr.
– Det begynder at skifte fra det mere stadige vejr, og så sker der ting og sager. Lidt spændende bliver det, slutter Trine Pedersen. Noget tyder dog på, at det hurtigt skifter tilbage, så spændingen bliver kortvarig. Det kan du se mere om i galleriet over artiklen.