DMI advarer: Pas på!
Forårssolen giver større risiko for kræft, og i fremtiden bliver det farligere
– Husk skygge, dækkende tøj og solcreme.
Du har sikkert hørt Sundhedsstyrelsens anbefalingen adskillige gange, men de bliver endnu mere væsentlige i fremtiden.
Dansk forskning viser, at der er farligere UV-strålinger på vej som følge af drivhuseffekten og global opvarmning.
– Med en satellitbaseret måleteknik, der benytter GPS-signaler, har vi påvist en tendens til faldende temperaturer oppe i visse dele af ozonlaget over de seneste 20 år, siger atmosfæreforsker Helge Jønch-Sørensen fra Nationalt Center for Klimaforskning til DMI.
Og netop de kolde temperaturer i ozonlaget, betyder, at de farlige UV-stråler har lettere ved at trænge igennem laget og ramme jorden.
Farlige stråler
UV-strålerne er årsagen til at man bliver solskoldet, men det er samtidig strålerne, der er årsag til hudkræft.
– Kræft i huden, herunder den alvorlige modermærkekræft er tredoblet over de seneste årtier, og hvis vi i fremtiden får et forår, der både er varmere og med et højere UV-indeks, så er det bekymrende. Om foråret har vores hud mindre pigmentering og vi har derfor brug for at være særligt opmærksomme på solbeskytte os, siger seniorforsker Brian Køster fra Kræftens Bekæmpelse til DMI.
Ifølge instituttets tal bliver foråret varmere, hvis man sammenholder tallene fra de seneste årtier med prognoserne for, hvordan det vil se ud om 80 år.
Nationalt Center for Klimaforskning, som blev grundlagt i 2020, arbejder nu fortsat på at finde ud af, hvad der er årsagen til, at ozonlaget bliver køligere i foråret.