DMI advarer om voldsomt vejr flere steder
Der er mildere vejr på vej til Danmark. Det kommer dog på den anden side af en voldsom omgang blæst.
Der er voldsomt vejr på vej til Danmark. Nok har Newsbreak.dk netop fortalt, at vi fra næste uge kan ane forårsstemning, men inden da skal vi gennem det, Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har udsendt et varsel om.
– Der er risiko for stormende kuling med kraftige vindstød, siger Klaus Larsen, vagthavende ved DMI, til Newsbreak.dk.
Det voldsomme vejr rammer formentlig Danmark i løbet af søndag. Man kan i galleriet til denne artikel se, hvor det bliver værst.
Årsagen til det voldsomme vejr ligger i et dybt lavtryk, der forventes at passere nord om Danmark i løbet af søndagen. Det er også passerende lavtryk, der har været, og er, årsag til de våde, blæsende vejr, vi har haft her til lands på det seneste, men dette lavtryk bringer andet og mere med sig.
– Det vil give os en blæsende søndag med kuling mange steder fra sydvest og vest, ved Vestkysten sandsynligvis op til stormende kuling med vindstød af storm eller stærk storm, skriver DMI i vejrvarslet.
Hold fast
Der er tale om et såkaldt kategori 1-varsel om voldsomt vejr. DMI har fire niveauer af varsler, og kategori 1-varsler er på andet niveau, hvilket vil sige, at man skal være opmærksom på, at vejret kan påvirke omgivelserne i en sådan grad, at du bør overveje at blive indenfor.
DMI skriver, at det endnu er usikkert, hvor tæt på Danmark det voldsomme vejr kommer.
– Men i øjeblikket er det mest sandsynlige at Vestkysten en overgang får stormende kuling i middelvind med vindstød af storm eller stærk storm. Resten af landet ser ud at få hård vind til hård kuling i middelvind med kraftige vindstød, stedvis af stormstyrke, skriver DMI.