DMI advarer om tæt tåge flere steder

Bilister skal passe på.

Der er udsigt til tæt tåge i Danmark søndag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, advarer søndag formiddag om, at der senere på dagen er udsigt til tæt tåge i størstedelen af Danmark.

Det udsendte varsel er aktivt fra søndag eftermiddag klokken 17.00 til mandag morgen klokken 06.00.

Varslet er af typen kategori 1 for “voldsomt vejr,” og ifølge DMI betyder det, at der er udsigt til tæt tåge mange steder med en sigtbarhed under 100 meter.

– Tæt tåge kan forårsage en forøget risiko for trafikuheld. Kør forsigtigt og vær opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt, skriver DMI.

Tåge igen

Da Newsbreak.dk talte med vagthavende meteorolog ved DMI, Martin Lindberg, tidligere på dagen, fortalte han også, at der var udsigt til tåge igen søndag aften.

De seneste dage har tågen været et tilbagevendende fænomen i Danmark, og senest var der søndag formiddag tåget flere steder i landet.

DMIs forskellige varsler

DMI har fire forskellige kategorier af varslinger, som de sender ud til borgerne:

Risikomelding
Vær opmærksom på, hvordan vejret udvikler sig i dit område. En risikomelding er ikke et varsel, men en melding om vanskeligt vejr, som kan udvikle sig til et varsel.

Kategori 1: Voldsomt vejr
Vær opmærksom på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og udendørsaktiviteter.

Kategori 2: Farligt vejr
Vær forberedt på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og forstyrre trafik og forsyning. Følg myndighedernes råd, og vær ekstra opmærksom, når du færdes ude. Følg vejrudviklingen på dmi.dk.

Kategori 3: Meget farligt vejr
Følg myndighedernes råd. Vær forberedt på, at der er høj risiko for, at vejrudviklingen kan påvirke dig og dine omgivelser og forstyrre samfundets funktioner. Følg vejrudviklingen på dmi.dk.

Kilde: dmi.dk.

Tågen har blandt andet gode betingelser i situationer, hvor det ikke blæser det store, og søndag morgen skete det i kombination med et højtryk over landet og få skyer.

Varslet er gældende i de gule områder. Foto: DMI.
Varslet er gældende i de gule områder. Foto: DMI.
Powered by Labrador CMS