DMI advarer igen: Her bliver vejret farligt

DMI har udsendt to varsler grundet forhøjet vandstand.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det voldsomme vejr har ikke passeret.

Endnu en gang vil danskerne i løbet af weekenden opleve, at forhøjet vandstand giver store problemer.

Danmarks Meterologiske Institut, DMI, har udsendt varsel om voldsomt vejr og farligt vejr.

Voldsomt vejr ved Vadehavet

Omkring Vadehavet er der udsendt et varsel om voldsomt vejr på grund af de forhøjede vandstande.

– Det er lørdag aften og frem til søndag, at vi forventer forhøjet vandstande ved Vadehavet. Det er dog i den lette ende for området med omkring 2,40 og 2,80 meter, siger vagthavende meteorolog ved DMI Thyge Rasmussen til Newsbreak.dk.

– Det er normalt ikke noget, der giver problemer i området. Det er kun i Esbjerg Havn, hvor de lave moler kan blive oversvømmet, tilføjer han.

Farligt vejr ved Limfjorden

For Limfjorden er varslet skærpet og betegnes som farligt vejr.

– Fra lørdag omkring 17-tiden og helt frem til mandag morgen vil der være forhøjet vandstand på mellem 1,30 meter og 1,60 meter i Limfjorden. Grunden til, at det gælder helt til søndag, er, at når vandet først er kommet ind i Limfjorden, så tager det lang tid, før det kommer ud igen, siger den vagthavende.

Den vagthavende maner dog til besindighed, da man i Nordjylland er forberedt på vandstandene.

– Det er jo tredje weekend i træk. Vi har været i kontakt med dem deroppe, og de er forberedt, siger Thyge Rasmussen.

Powered by Labrador CMS