DMI advarede om møghamrende farligt vejr

Det kan påvirke morgentrafikken i negativ grad.

Offentliggjort Sidst opdateret

Opdatering klokken 12: Varslet er ikke længere aktuelt

Der er noget i gære i det danske vejr. Og det er ikke for sjov, hvis du som bilist, fodgænger eller cyklist skal udenfor i løbet af de tidlige morgentimer. Der er nemlig risiko for islag i store dele af landet, meddeler Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.

– Det er et brandhamrende farligt vejrfænomen. Små, underafkølede dråber af vand, der rammer vej eller fortov. Man får fuldstændig spejlglatte overflader af det, fortæller vagthavende ved DMI, Lars Henriksen, til Newsbreak.dk.

Han har udsendt et varsel om, at der er såkaldt risiko for voldsomt vejr. Der er altså ikke tale om, at man fra DMIs side med skråsikkerhed kan sige, at islaget vil ramme. Men der er meget, der tyder på det.

Signalerne er der

Der er en front på vej mod Danmark fra vest. Den er svag og giver ikke meget nedbør af sig.

– Samtidig går den mere og mere i stå, fortæller Lars Henriksen. Derfor kan vi være heldige og undgå islag helt og aldeles. Men varslet står til troende, da fronten stadig bevæger sig. Der er stadig nedbør og islag på vej til Danmark.

– Det er et irriterende og drilsk fænomen. Der skal ikke meget til, før at det ændrer sig. Sådan er det. Men når det kommer, er det møghamrende farligt, hvis man ikke passer ordentligt på, fortæller Lars Henriksen Newsbreak.dk.

Varslet står til og med torsdag formiddag

Varslet er gældende fra og med 05.00 til og med 11.00 og gælder for størstedelen af Jylland samt den vestlige del af Fyn. Du kan i galleriet til artiklen orientere dig om, hvorvidt den del af landet, du befinder dig i, at indbefattet af varslet.

Islag medfører risiko for et stort antal uheld med personskade til følge. Færdsel, både kørende og gående, er i farezonen. Det har allerede fået mindst én politikreds til at reagere.

Kulden vender tilbage

Mens torsdagen tegnede til at blive en lidt kølig dag, er der noget, der tyder på, at fredag og lørdag bliver anderledes milde. Til gengæld fortæller Lars Henriksen, at temperaturen herefter igen vil falde.

– Det har været råkoldt de seneste dage. Weekenden byder på et lille opsving. Så dumper temperaturen nedad igen, fortæller vagtchefen.

Powered by Labrador CMS