Djokovic er kvartfinaleklar på trods af sættab

Novak Djokovic. Foto: CARLO ALLEGRI/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Verdensranglistens førende spiller fik kam til sit hår af velspillende spanier ved US Open.

For første gang i årets US Open måtte den serbiske verdensetter i tennis Novak Djokovic afgive et sæt, da han natten til mandag dansk tid spillede sig i kvartfinalen med en sejr over spanieren Roberto Bautista Agut i fjerde runde.

Sejren på 6-3, 4-6, 6-4 og 6-3 var forholdsvis sikker, men især i første og andet sæt pressede den 27-årige Agut sin modstander med en række stærke forhåndsslag.

Men i tredje og fjerde sæt satte Djokovic tingene på plads og viste noget af det spil, der gør ham blandt de bedste i verden og nu har sikret ham sin 26. grand slam-kvartfinale i træk.

Det er over seks år i træk, at han ikke har misset en kvartfinale i en af de fire største tennisturneringer.

I kvartfinalen venter endnu en spanier i skikkelse af Feliziano Lopez, der ligger nummer 18 i verden. Han vandt i sin fjerde runde-kamp i tre sæt over Fabio Fognini fra Italien.

I en af de andre kvartfinaler møder den forsvarende mester Marin Cilic fra Kroatien franskmanden Jo-Wilfried Tsonga.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS