Dit elektronik er fuld af skadelige stoffer
Når dit elektronik bliver varmt, udleder det potentielt skadelige stoffer.
Der er ikke mange danskere, der kan sige sig fri for at have elektronik, som ikke køre på daglig basis. Vi er ikke blege for både at have gang i computeren, tabletten og telefonen på en og samme gang.
Måske er du en af dem, der har massevis af elektronik til at stå på stand-by eller typen, der lader sin telefon op igennem hele natten. Det har vist sig ikke bare at være skadeligt for pengepungen, når el-regningen skal betales, men også for dit helbred.
Skadelige stoffer
I takt med at elektronikken bliver brugt, kommer der faktisk ikke kun underholdning ud, men også potentielt skadelige stoffer som flammehæmmere og ftalater.
– Hvis elektronikken bare står tændt, så damper flammehæmmerne af i lokalet, siger Vagn Jelsøe, som er vicedirektør hos Forbrugerrådet Tænk.
– Derfor er det vigtigt at slukke for elektronikapparaterne, når man ikke bruger dem, råder han.
Kun ved varme
Problemet opstår, når stofferne varmes op.
– Mange af de her flammehæmmere og ftalater har et højt kogepunkt og afgasser fra elektronikken, når den er tændt og bliver varm, fortæller Helene Bendstrup Klinke, som er faglig leder i Teknologisk Instituts Emissionslaboratorium.
Kan være hormonforstyrrende
Flammehæmmere forhindrer elektronikken i at bryde i brand ved høje temperaturer. De findes i en række forskellige udgaver, der kan være baseret på for eksempel brom, fosfor eller klor.
Men de kan være skadelige for miljøet og er mistænkt for at have sundhedsskadelige og hormonforstyrrende effekter.
Særligt de bromerede flammehæmmere har været kritiseret og flere er i de senere år blevet forbudt i EU.
Binder sig til støv
Når elektronikken bliver varm, kan små mængder af flammehæmmere fordampe ud i rummet, hvor de binder sig til støvet og spredes.
Det betyder ifølge Miljøstyrelsen, at man kan få flammehæmmere ned i lungerne, når man trækker vejret, eller når man tager fingre med støvpartikler på ind i munden.
Undgå skadelige stoffer
Et godt tip, hvis man vil undgå, at ens elektronik bliver så varm, at det udskiller skadelige stoffer, er at anskaffe sig en elskinne, så man får slukket helt for elektronikken, i stedet for at den altid står på standby, foreslår Helene Bendstrup Klinke.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Derudover bør man lufte ud regelmæssigt. Og især lige før sengetid, hvor mange af de elektroniske apparater ofte har været i gang.
Rengør ofte
Fordi de skadelige stoffer binder sig til støvet, gælder det også om at gøre rent regelmæssigt og finde støvekluden frem.
– Der sidder ofte en ventilator, som skal afkøle elektronikken, for at den ikke bliver for varm og brænder sammen. Og ved den er der nogle luftriller, som man kan tørre af udvendigt, siger Helene Bendstrup Klinke.
Sørg også for at støvsuge, men vær opmærksom på, at det kan frigive partikler til luften. Så brug en model med partikelfilter – også kaldet HEPA – og luft ud bagefter.