Dit blod kan afsløre alt: Derfor er du træt på arbejde
En ny test kan vise, hvorfor din døgnrytme er alt afgørende for effekten af medicin, hvor frisk du er på arbejde og hvordan dit indre ur er.
Du kender det sikkert – du kigger på dit ur eller fisker mobilen op ad lommen for at se, hvad klokken er. Men snart behøver du måske ikke et ur mere, fordi dit blod kan afsløre, hvad klokken er.
Et hold forskere fra Northwestern University i USA har udviklet en metode til at måle vores indre ur, skriver Videnskab.dk. Det kan godt være, at uret siger for eksempel 18.30, men måske er klokken i dit indre ur kan snildt være 16.30 eller 20.30.
Din døgnrytme styrer flere af kroppens funktioner – det kunne for eksempel være søvnighed, madlyst, blodtryk og temperatur. Denne rytme følger ofte døgnets 24-timers-cyklus. Men for nogle mennesker er det altså helt anderledes.
Ikke alle er ens
Den nye blodprøve-type skulle altså være med til at vise, hvordan folks indre ur er. Dermed kan du også få afklaret spørgsmålet om, hvorvidt du er a- eller b-menneske. Men for nogle mennesker så er de to gængse-kategorier måske slet ikke dækkende.
– Nogle af os har en indre døgnrytme, som er lidt anderledes – enten kortere eller længere – end Jordens cyklus. Eller måske endda én, der er helt irregulær (afvigende, red.), forklarer Janne Grønli til Videnskab.dk.
Den nye forskning skal blandt andet bruges til at skabe ny forståelse for, hvordan døgnrytmen påvirker sygdomme. Men også om der er forskel på, hvornår medicin er mest effektiv.