Disse usle tricktyve snød 81-årig kvinde for 21.000 kroner
Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser to tricktyve, der aflurede kvindes pinkode.
I en efterlysning offentliggør Midt- og Vestjyllands Politi nu billeder af to personer, der er de umiddelbare mistænkte i et groft tricktyveri.
En 81-årig kvinde handlede 16. november i Fakta på Vestergade i Herning, hvor hun ved kassen tilsyneladende fik afluret pinkoden til sit dankort, skriver politiet. Her efter gik det endog meget stærkt, og nu vil politiet gerne have hjælp fra offentligheden til at finde de to tyve.
På vejen hjem fra Fakta blev kvinden nemlig kontaktet af en udenlandsk kvinde, der spurgte om vej og forvirrede hende. Den 81-årige forsøgte uden held at afvise den udenlandske kvinde, men det lykkedes alligevel at miste dankortet.
Politiet formoder, at dankortet forsvandt under forvirringsseancen.
Senere viste det sig, at dankortet var blevet benyttet til kontanthævninger og betalinger for i alt cirka 21.000 kroner.
På videoovervågning fra Fakta har politiet konstateret, at en mand og en kvinde står umiddelbart bag den 81-årige kvinde ved kassekøen, og disse to personer kan senere ses på overvågningsbilleder fra to hæveautomater, henholdsvis Nordea i Bredgade og Handelsbanken i Østergade, hvor de hæver penge på det stjålne dankort.
Ser du de to efterlyste, kan politiet kontaktes på telefonnummer 114.