Disse trafikanter kører ofte spritstive rundt
De fylder kun få procent i antallet over private køretøjer. I en uheldig statistik tegner de sig dog for knap 40 procent.
Selvom knallerter kun udgør 3,4 procent af alle private køretøjer i Danmark, så står de for 38 procent af spiritusulykker med promille over 2.0. Jo højere promillen bliver, jo mere fylder knallerter i statistikken over spiritusulykker i trafikken.
Det oplyser Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.
I 2018 skete der 56 spiritusulykker i trafikken, hvor en eller flere personer kom til skade, og hvor føreren af det forulykkede køretøj havde en promile på 2.0 eller derover.
Knallerter stod for 21 af disse spiritusulykker med over 2.0 i promille, hvilket svarer til 38 procent af alle spiritusulykker af den type i 2018.
– Knallertkørerne fylder 13 procent af spiritusulykkerne, hvor promillen er i den lave ende af skalaen det vil sige mellem 0,5 og 0,8 promille, hvorefter knallerternes andel af spiritusulykker stiger i takt med promillen, forklarer fuldmægtig i Danmarks Statistik Henning Christiansen.
Disse tal dækker kun spiritusulykker med personskade, hvor politiet er blevet tilkaldt.
Tallet er underestimeret, da spiritusulykker, som ikke kommer til politiets kendskab, herunder de som registreres på skadestuerne, ikke indgår i denne statistik.
Antallet af spiritusulykker på knallert er kraftigt faldende
Set over en 10-årig periode er antallet af spiritusulykker, hvor knallertføreren har overskredet promillegrænsen, faldet kraftigt.
I 2008 skete der 224 spiritusulykker på knallerter, hvor knallertførerens promillegrænse var overskredet. Dette tal var faldet til 65 i 2018, hvilket svarer til et fald på 71 procent
Dermed er antallet af spiritusulykker på knallerter også faldet mere, end antallet af spiritusulykker med overskreden promillegrænse er generelt.
For alle førere af køretøjer og fodgængere er dette tal faldet fra 744 i 2008 til 259 i 2018 svarende til et fald på 65 procent.