Disse ting anede du ikke indeholder plastik

Der er dårligt - og overraskende - nyt til rygerne; det viser sig, at cigaretskodder er en af de største kilder til forurening med mikroplastik i verdenshavene.

De færreste ved det; men det her er altså en af verdens største kilder til plastikforurening af verdenshavene. KLIK VIDERE OG SE ANDRE TING, DU (SIKKERT) IKKE ANEDE, INDEHOLDT PLASTIK. (Foto: Scanpix)
De færreste ved det; men det her er altså en af verdens største kilder til plastikforurening af verdenshavene. KLIK VIDERE OG SE ANDRE TING, DU (SIKKERT) IKKE ANEDE, INDEHOLDT PLASTIK. (Foto: Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

De fleste rygere ænser det nok knapt nok, når de sender et cigaretskod afsted mod fortorvet. Det er lige så naturligt, som det er at tænde cigaretten. Og hvad skade kan det gøre – det lille stykke pap nedbryder vel sig selv? Nej, for der er plastik i, viser det sig.

Ifølge Politiken er cigaretfiltre faktisk en af de største kilder til mikroplastik i verdenshavene, og den ting, miljøorganisationen International Coastal Cleanup indsamler allermest af, når de finkæmmer verdens strande for plastikaffald.

Hvordan det hænger sammen, forklarer biolog Claudia Sick fra organisationen Plastic Change til Politiken:

– Inde i cigaretfiltrene sidder små fibre bestående af cellulose acetat – en type af plastik – som er rigtig længe om at blive nedbrudt. Og jo længere, de bliver i miljøet, jo større konsekvenser kan de også have, fortæller Claudia Sick til Politiken.

Resten af top ti over de mest indsamlede ting indeholder en række ting, vi ved, der er plastik i – blandt andet plastikflasker, skruelåg, indkøbsposer og sugerør.

Cigaretfiltre er der plastik i – og de gør ingen nytte

I USA er der efterhånden kommet fokus på den kilde til forurening, som cigaretfiltre er.

Det skriver NBC News. For ikke nok med, at der er plastik i – så lader det heller ikke til, at filtrene for enden af cigaretterne gør en smøg sundere.

Det fortæller professor i folkesundhed på San Diego State University, Thomas Novotny, til NBC News:

– Det står ret klart, at der ikke er nogen sundhedsfordele ved filtrene. Det er ren marketing. Og så gør de det også lettere at ryge, siger han.

Derfor står det klart for professoren, at der bør sættes en stopper for salget af cigaretter med filter, siger han:

– Det er også en kæmpe forureningskilde, med det plastik i. For mig virker det som en no-brainer, at vi ikke kan blive ved med at tillade det, siger han til NBC News.

I galleriet ovenfor artiklen kan du finde en lang række ting, der også indeholder plastik – så tænk over, hvad du smider i naturen.

Supplerende kilder til galleri: The Telegraph, Eartha.

Powered by Labrador CMS