Disse sportsgrene åbner
Morten Mølholm glæder sig over, at stort set alle elitesportsfolk i Danmark igen kan konkurrere eller træne.
Danmarks Idrætsforbunds (DIF) direktør, Morten Mølholm, udtrykker stor tilfredshed over, at flere professionelle ligaer og elitesportsfolk kan komme i gang i genåbningens fase 2.
Lørdag blev det nemlig en kendsgerning, at en lang række sportsgrene ud over herrernes topfodbold åbner i denne fase.
– Vi super glade. Det betyder, at en række ligaer får mulighed for at komme i gang og desuden mange elitesportsfolk, som har været forhindrede i at træne, hvis det var indendørs. Det er meget afgørende for dem at kunne komme i gang, siger Morten Mølholm.
Kvindernes fodboldliga kan blandt andet komme i gang, og det samme kan holdturneringen i badminton.
Også de bedste håndboldligaer hos begge køn og herrernes ishockeyliga kan starte, men her er sæsonen dog allerede indstillet.
– Håndbold og ishockey er stoppet, men her kan det have den betydning, at spillerne kan starte deres træning til den nye sæson tidligere, end det før var muligt.
– Så er der en række atleter, der vil være omfattet, så de kan træne igen. Blandt andet kan cykelrytterne træne i Ballerup, siger Mølholm.
Er der nogen, der ikke kom med, som man havde håbet at få med i denne omgang?
– Vi vil jo gerne have alle med, men det skal være inden for rimelighedens grænser, og den snitflade, der er lagt, er, at man skal være professionel og hovedsageligt leve af sporten eller være med på Team Danmarks brutto-støtteliste.
– Det er ikke alle eliteudøvere, men en stor del af topeliten af Danmark, der nu får mulighed for at starte. Jeg synes, at det begynder at lysne for idrætten. Nu har vi et ansvar for, at det sker under strengt kontrollerede former, lyder det fra DIF-direktøren.