Disse pensionister står til gevinst
Pensionister skal ikke modregnes, fordi deres partner går på arbejde. Det foreslår regeringen i nyt udspil
Regeringen vil droppe modregningen i pension, når ens partner arbejder.
Det fremgår af udspillet "Danmark kan mere I".
På den måde vil regeringen forsøge at få flere til at tage et job eller fortsætte med arbejde, når deres partner går på pension.
- I dag oplever mange pensionister, at de får mindre i pension, fordi deres partner har en arbejdsindtægt. Det skyldes reglerne om ægtefælleafhængighed i pensionssystemet. Samtidig reduceres incitamentet til at arbejde, netop fordi det kan gå ud over ægtefælle eller samlevers pension, hedder det i udspillet.
Konkret foreslår regeringen, at folke-, senior- og førtidspensionister skal kunne modtage deres pension helt uafhængigt af, om deres ægtefælle eller samlever har en arbejdsindkomst.
Dermed vil man have ro til at arbejde uden at skulle tænke over, om ens partner får mindre udbetalt i pension, fastslår regeringen i udspillet.