Disse mundbind dumper i test: -Det er grotesk

Force Technology har testet ni stofmundbind fra syv virksomheder. Ingen af dem blev godkendt

Ikke et eneste stofmundbind er godkendt efter ny standard (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: Jyllands-Posten.

Selv om danske myndigheder, testlaboratorier, producenter og Forbrugerrådet Tænk i februar lancerede en fælles standard for stofmundbind, der skulle gøre det lettere for forbrugerne at købe et sikkert, vaskbart mundbind, er markedet fortsat en jungle at finde rundt i, skriver Jyllands-Posten.

Ikke et eneste stofmundbind godkendt efter den nye standard, lyder det fra Force Technology og Teknologisk Institut.

Siden ordningen blev indført, har Force Technology testet ni stofmundbind fra syv virksomheder.

Ingen af dem blev godkendt. Og Teknologisk Institut har vurderet stofmundbind fra 10 virksomheder, der gerne ville have den officielle godkendelse, men ingen af dem levede op til standarden.

Det skyldes bl.a. indhold af biocider eller utilstrækkelig evne til at filtrere spytpartikler.

-Det er grotesk

I Forbrugerrådet Tænk ærgrer formand Anja Philip sig over, at forbrugerne fortsat intet har at orientere sig efter, hvis de vil være sikre på at få stofmundbind, som er sikre og gode at bruge.

– Det er grotesk, at der sælges værnemidler, som giver falsk tryghed, siger hun til Jyllands-Posten.

I Dansk Standard fortæller seniorkonsulent Jeanett Fleron, at der findes gode stofmundbind på markedet. De har bare ikke søgt om at blive godkendt efter den nye standard.

Hun har indkaldt Sikkerhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, SSI, Sundhedsstyrelsen, testlaboratorier, producenter og Forbrugerrådet Tænk til møde om, hvordan man kan få flere virksomheder til at bruge standarden:

– Vi har et uigennemsigtigt marked, hvor forbrugerne kan gå ud og vælge et stofmundbind, der ikke opfylder standarden. Der sælges en masse produkter, som man lige så godt kunne lade være med at bruge, og som set fra et infektionshygiejnisk perspektiv i værste fald skader mere end de gavner, siger hun til Jyllands-Posten.

Powered by Labrador CMS