Disse køleskabs-fejl må du aldrig begå

Bakterier kan nemt få lov at gro, hvis ikke du tænker over opbevaringen og temperaturen i køleskabet. Undlad at proppe det til, lyder et af rådene

Offentliggjort Sidst opdateret

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din iPhone HER

Du åbner køleskabet, og pludselig kommer der en mærkelig dunst, som du helst ikke vil forbinde med dine madvarer.

Det kan nemt gå galt i køleskabet, hvis ikke du er på vagt.

Det forklarer specialkonsulent Gudrun Sandø fra Fødevarestyrelsen.

Højst fem grader

- Den overordnede fejl er, at temperaturen er for høj. Den skal være lav, så man undgår en vækst af bakterier, siger hun.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at temperaturen i køleskabet højst er fem grader.

Hvis dit køleskab ikke er udstyret med et termometer, råder Gudrun Sandø til, at du selv lægger et termometer derind, så du kan holde øje med temperaturen.

For fyldt

I den forbindelse bør du også være opmærksom på, hvor meget du fylder ind i køleskabet. For bliver det for proppet, får luften sværere ved at cirkulere, og temperaturen vil dermed stige, forklarer specialkonsulenten.

Du kan også gøre en indsats, i forhold til hvordan du opbevarer forskellige fødevarer. Her bør du holde råt kød adskilt fra salat og anden færdig mad.

Godt emballeret

Dermed undgår du, at bakterier fra kødet smitter af på de færdige varer.

- Man skal også sørge for, at råvarer, som kan indeholde sygdomsfremkaldende bakterier, holdes godt emballeret.

- Og lægger man råt kød til optøning, skal det ikke ligge på en flad tallerken, for kødsaften kan flyde ud og forurene andre varer, siger Gudrun Sandø og foreslår, at kødet i stedet lægges i en dyb tallerken eller skål.

Kan føre til sygdom

Hun forklarer også, at der i kødsaften kan være salmonella, sygdomsfremkaldende E. coli-bakterier, og så kan særligt kylling indeholde bakterien campylobacter, som kan føre til sygdom.

Derudover er det ikke kun råvarer med potentielt sygdomsfremkaldende bakterier, der skal dækkes til.

I bøtter

- Spiseklare fødevarer, for eksempel oste, skal være ordentligt pakket ind eller lagt i en bøtte, så de ikke risikerer at blive forurenet af andre fødevarer, siger specialkonsulenten.

Hun råder også til, at du holder øje med datomærkningerne på fødevarerne, da nogle varer - som kødpålæg - har en kortere holdbarhed, efter at man har brudt emballagen.

Optimal opbevaring i køleskabet

Temperaturen i køleskabet bør ikke overstige fem grader for at minimere væksten af bakterier, ifølge Fødevarestyrelsen.

For meget indhold i køleskabet kan hindre luftcirkulationen og øge temperaturen, hvilket kan føre til bakterievækst.

Råvarer, især kød, skal opbevares godt emballeret og adskilt fra spiseklare fødevarer for at undgå krydskontaminering.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Powered by Labrador CMS