Disse kager kan være farlige at spise

Endnu engang må Lidl krybe til korset og tilbagekalde fødevarer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kager, solgt i Lidl, er pludselig fjernet fra butikkernes hylder.

Det er de på grund af manglende dansk varedeklaration. Det lyder i sig selv måske ikke så farligt, men for allergikere kan det blive netop det.

Det er firmaet Merba, der tilbagekalder Farmer cookies: “Triple chocolate cookies”, 200 gram, og “Soft baked triple choc”, 210 gram. (Se billede over artiklen).

Begge produkter indeholder allergenerne gluten, mælk, æg, soja og kan indeholde spor af nødder og lupin, hvilket ikke fremgår tydeligt af den udenlandske varedeklaration.

Og det er ikke første gang, at netop Lidl mangler danske varedeklarationer på sine varer.

Noget, der tidligere har kostet Lidl en bøde på 120.000 kroner.

Vil stramme op

9. december 2016 sagde Rikke Brandes, kommunikationschef hos Lidl, blandt andet til Newsbreak.dk:

– Vi kigger interne procedurer igennem for at se, hvor vi skal rette til. Og vi er klart interesserede i at rette op på det her. Vi arbejder på finde ud af, hvad der skal til.

Kommunikationschefen fortalte endvidere, at der vil blive kigget på firmaets interne procedure og bliver strammet op for at undgå lignende tilfælde i fremtiden.

Newsbreak.dk har siden 9. december 2016 dog skrevet om flere tilbagetrækninger på grund af de manglende deklarationer.

Vi ville gerne have svar på, hvad der reelt er gjort af tiltag siden december sidste år, og fra Lidls kommunikationsafdeling har vi på mail modtaget et svar fra Indkøbsidrektør Mikko Forsström, der kalder det beklageligt, at Lidl har været nødt til at trække varer tilbage fra markedet grundet manglende deklaration.

Pas på hvis du er allergisk

Personer med allergi over for én eller flere af disse allergener kan opleve sygdom ved indtagelse af farmer cookies.

Er man allergisk over for én eller flere af ovennævnte allergener, bør  man kassere produktet eller levere det tilbage til nærmeste Lidl-butik, hvor pengene refunderes.

For personer, der ikke er allergiske over for gluten, mælk, æg, soja eller nødder og lupin, er der ingen sundhedsmæssig risiko forbundet med at indtage produktet.

Produkterne er solgt i Lidl-butikker på Sjælland, Lolland Falster og Bornholm. Merba beklager de gener, som dette måtte medføre.

Powered by Labrador CMS