Disse hunderacer fryser i vinterkulden

Flere hunderacer har ikke en tyk nok pels til at holde sig varme, når de bevæger sig udenfor i vintermånederne.

Offentliggjort Sidst opdateret

I vintermånederne – særligt januar og februar – er det måske svært at få din hund med ud på gåture. På gåturen har du måske lagt mærke til, at din hund ikke går så frit, som den plejer, fordi den skutter sig.

Det kan betyde, at din hund fryser. Grunden til det er måske, at din hund ikke har en tyk nok pels til at holde sig varm i kulden, lyder det i en pressemeddelelse fra Agria Dyreforsikring.

Artiklen fortsætter efter videoen

Tjek hundens underuld

Når kulden indtræder, finder de fleste vanter, hue og halstørklæde frem. Det kan en hund ikke på samme måde.

Hunden har egentlig en indbygget vinterfrakke i sin pels, men det er ikke alle hundepelse, der er egnet til at holde hunden varm nok, når den bevæger sig ud om vinteren.

– Alle hunde er forskellige, og derfor er behovet for overtøj ikke ens. Man kan fristes til at tro, at små hunde, grundet deres lille størrelse, vil fryse mere end andre hunde, men sådan hænger det ikke sammen, siger Mogens Brix, dyrlæge ved Agria Dyreforsikring, og fortsætter:

– Det afgørende, som bestemmer om hunden kan holde varmen eller ej, er hundens pelstykkelse og underuld. Herudover har hundens alder og sundhedstilstand også en betydning.

I galleriet ovenfor kan du se nogle af de hunderacer, der ikke har underuld.

Kan blive alvorligt syg

Mogens Brix understreger, at hunde ikke kan generere mere varme ved at spise mere foder. Den eneste løsning på en hund, der fryser, er at iføre den et sæt varmt tøj.

Hvis man ikke sørger for, at hunden holder sig varm i kulden, kan det få alvorlige konsekvenser. På samme måde som mennesker bliver hunden overfølsom for sygdomme, hvis den er stærkt nedkølet. Ligesom de også kan blive forkølede og deres kræfter svækkes.

Kropsdele som ører, halespids og pungen hos hanhunde, som stikker ud, er mest udsat for kulden. Men i de værste tilfælde kan poter og snude også få skader.

Gode ting til hundeklædeskabet

Hvis du gerne vil kaste dig ud at købe varmt beklædning til din hund, er der særligt få ting, som kan være fornuftige at investere i.

Til de helt små hunderacer og til hundehvalpe fungerer det bedst med en heldragt, der også dækker deres ben. Til større hunde kan heldragten sagtens byttes ud med et dækken, der isolerer hundens ryg og mave. Mens også ældre hunde, der lider af slidsygdomme som eksempelvis gigt, kan have godt af et dækken.

Til jagthunde kan det være en fordel at gøre brug af et vandsugende og varmende dækken efter aktivitet i våde omgivelser, så hunden ikke bliver afkølet i pauserne mellem jagt.

Det kan også være en god idé at købe sko eller støvler til din hund. De beskytter blandt andet mod salt på vejen.

Et andet plus ved at give din hund overtøj på er, at langhåret hunde også slipper for at svine deres pels til, hvilket betyder, at du slipper for mere snavs i hjemmet.

Powered by Labrador CMS