Disse fejl koster kassen på cykelregningen

Glemte bremser og slatne dæk koster dyrt på både cykelregningen og sikkerheden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Cyklen er trofast transportmiddel for mange danskere, og hver fjerde tager jernhesten til og fra arbejde, mens hver tredje cykler i fritiden.

Artiklen fortsætter under videoen.

Desværre glemmer en del cyklister, at de mange tilbagelagte kilometer betyder, at cyklen skal vedligeholdes løbende.

– Mange kommer ind til os med selvforårsagede skader, som sagtens kunne have været undgået, hvis man havde fanget det i opløbet, siger Magnus Lindhart Jørgensen, der er cykelmekaniker i Cyklistforbundets værksted i København.

Det bliver nemlig langt dyrere at have en cykel, hvis du ikke vedligeholder den.

Klassisk fejl

Bremserne er noget, som mange glemmer. Gummidelen af bremseklodsen eller bremseskiven bliver nemlig slidt med tiden, og derfor skal gummidelen løbende udskiftes med en ny. Det koster et sted mellem 50 og 100 kroner.

– Men hvis gummiet slides helt ned, kører man jern mod jern. Så ødelægger man både fælgen og dækket, og her bliver reparationen et helt andet prisleje, siger Karsten Hansen, der er cykelmekaniker og formand for Danske Cykelhandlere.

Sådan en reparation kan godt løbe op i 1000 kroner – alt efter cykeltype, fælge og bremser.

Hertil kommer det sikkerhedsmæssige aspekt, hvor prisen kan blive langt højere.

– Det er jo livsvigtigt, at man kan bremse, hvis der pludselig kører en bil ind foran dig. Så man risikerer ikke bare en dyr cykelregning, men leger også med sit liv og førlighed, hvis man ikke vedligeholder bremserne, siger Karsten Hansen.

Problematiske dæk

En anden hyppig faldgrube er cyklens dæk.

Mange glemmer at få pumpet dækkene. Det øger den såkaldte rullemodstand, så cyklen bliver tungere at træde.

– Men det slider også mere. Kører man på flade dæk, øger man især slitagen på siden af dækket – og det kan ende med at sprække i siderne, siger Magnus Lindhart Jørgensen.

Nye dæk og slanger kan løbe op i 500 kroner, hvis hele molevitten skal skiftes. Hvis du derimod løbende pumper luft i dækkene, koster vedligeholdet nul kroner i dækkets levetid.

– Samtidig forbedrer man vejgrebet, hvis man kører med korrekt dæktryk. Så det handler om vedligehold, men det handler i endnu højere grad om trafiksikkerhed, siger Karsten Hansen.

Powered by Labrador CMS