Disse danskere kan tælles på få hænder

75 år efter Befrielsen er antallet af tilbageværende modstandsfolk begrænset. Men der er endnu danskere tilbage, som sikrer, at frihedskampen er levende erindring

Overlevende modstandsfolk kan i dag tælles på få hænder. Arkivfoto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

– Af alle de modstandsfolk, jeg kendte under krigen, er jeg den sidste, der er tilbage, fortæller 95-årige Knud Christensen.

Men den tidligere sabotør, redaktør af det illegale blad ”Budstikken” og fange i kz-lejren Dachau tilføjer, at titlen på den serie radioudsendelser, Danmarks Radio for nylig sendte om ham, ikke skal tages alt for bogstaveligt.

”Den sidste modstandsmand” hed serien, men ifølge Knud Christensen er der ”givetvis andre gamle hønisser”, som er i live, og som var med til at yde modstand mod besættelsesmagten frem til den tyske kapitulation for 75 år siden.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Levende modstandsfolk er endnu iblandt os, men de tynder ud.

Tre historikere vurderer samstemmende, at de personer, som deltog i klassisk modstandskamp, i dag kan tælles på én, to eller tre hænder.

Niels-Birger Danielsen, historiker, journalist og forfatter til firebindsværket ”Modstand”, oplyser, at han ikke personligt kender flere modstandsfolk, der er i live, men han kender til nogle stykker.

Få tilbageværende

Ud over Knud Christensen fra Hirtshals er det blandt andre Helge Milo, Kokkedal, der i 1941 sammen med andre elever fra Aalborg Katedralskole var med til at oprette Churchill-klubben, en af Danmarks første sabotagegrupper og kendt fra filmen ”Drengene fra Sankt Petri”.

Gustav Holmberg fra Odense var på Fyn med til at transportere våben og sprængstoffer, som blev kastet ned fra engelske fly.

Og Ebba Viola Hjortshøj Rasmussen var kurér i A/S-gruppen i Randers, som både saboterede jernbaner og fabrikker og likviderede stikkere.

Gruppen var opkaldt efter lederen Aksel Sørensen, Ebbas storebror, som døde sidste år i en alder af 97 år.

– Der er modstandsfolk tilbage, selvom det ikke er mange, slår Niels-Birger Danielsen fast.

Historikeren Peter Birkelund, seniorforsker ved Rigsarkivet og forfatter til bogen ”Sabotør i Holger Danske”, oplyser, at alle hans kilder fra den berømte borgerlige modstandsgruppe er døde.

– Men sabotørerne var meget unge, så der kan godt være enkelte Holger Danske-medlemmer, der lever endnu, siger han.

Antallet af endnu levende modstandsfolk afhænger dog af, hvor bredt man definerer modstand, og det præcise antal kan ikke gøres op, siger Henrik Lundbak, museumsinspektør ved Frihedsmuseet og ansvarlig for museets modstandsdatabase, som ud fra en meget bred definition omfatter over 85.000 navne.

En betydelig del heraf er fundet på lister over militærgrupper, såkaldte ventegrupper, som ikke nødvendigvis foretog sig noget illegalt før den 4. maj 1945.

Powered by Labrador CMS