Disse biler lænses for udstyr på stribe
De danske bilejere er i stigende grad udsat for indbrud i biler.
Hvem har ikke drømt om dyre luksusbiler som en stor Porsche? For mange danskere er drømmen om en lækker bil noget, der bliver tænkt på ganske ofte, når man kører forbi bilforhandlere – men for ejerne af de dyre biler er livet langt fra en drøm altid.
Der er nemlig opstået en bølge, hvor professionelle biltyve går direkte efter luksusbilerne, når de skal på jagt efter tyvekoster. Men tyvene er slet ikke interesseret i at stjæle de dyre luksusbiler, men derimod blot at ribbe dem for indhold.
Og metoden er den samme, når tyvene ankommer til de dyre biler. Der er en stor gut, som holder vagt, mens en lille og fingernem gut bryder ind i bilen. Når bilen først er åbnet, så forsvinder rat, airbags og navigationsanlæg ned i en rygsæk.
Et landsdækkende problem
FDM skriver i en pressemeddelelse, at det særligt er Nordsjælland, der er plaget af de mange tyverier, da der er 5,3 indbrud per 1000 indbygger. Kigger man rundt i landet vil man se, at det samme tal i Østjyllands Politikreds er blot 4,2 indbrud – og til sammenligning er det samme tal i København 3,6.
– Tidligere stjal tyvene hele bilen, men det er blevet meget sværere, så i dag stjæles flere løse og faste ting fra bilerne. Når vores politikreds er hårdest ramt, så skyldes det, at vi har mange indbyggere med høje indkomster og derfor også ofte dyrere biler, der er tyvenes foretrukne. Vi kan se, at indbruddene i biler er mere udbredte i de områder i vores kreds, der har høje indkomster, fortæller politiinspektør ved Nordsjællands Politi, Lau Thygesen, i pressemeddelelsen.
De opsigtsvækkende tal viser også, at det særligt er airbags, navigationsanlæg og forlygter, som tyvene går efter.