Disse biler bliver meget dyrere til nytår
Fra nytår står afgiften på elbiler og plugin-hybrider til et massivt hop.
Går du og drømmer om at skifte benzin- og dieselos ud med ud med en grønnere løsning, så skal du til at være vaks ved havelågen.
Elbiler og plugin-hybrider står nemlig til at blive udsat for en massiv afgiftstigning til nytår. Det skriver FDM.
Afgiften på elbiler står til at stige fra 20 procent til 65 procent 1. januar.
Det betyder helt konkret at Tesla Model 3 vil stige 135.000 kroner i pris – alene i afgifter.
Samtidig fjernes det bundfradrag, der indtil nu har betydet, at der reelt kun er afgifter på elbiler til over 400.000 kroner, skriver FDM.
Derfor vil den VW ID, der kommer på danske veje i september, stige med 81.000 i afgifter – en afgift, der i 2020 er på 0 kroner.
Kræver handling
FDM lægger nu pres på politikerne, der står med magten til at sparke afgiftsstigningerne til hjørne.
Det skete ved nytåret 2019-20, hvor afgifterne på elbiler skulle have steget fra de nuværende 20 procent til 40.
Men FDM håber, at politikerne kan finde en løsning med et længere sigte, siger chefkonsulent, Ilyas Dogru:
– Det er ikke mere end et lille år siden, vi stod i samme situation med udsigt til en markant afgiftsstigning på elbiler. Det giver en masse uro på markedet og usikkerhed blandt forbrugerne og understreger endnu en gang behovet for en langsigtet løsning. Blot at udskyde afgiftsstigninger et år ad gangen er uholdbart, siger Dogru.
Eldrup-kommissionen, der skal komme med forslag til en omlægning af afgifterne på elbiler, ventes at fremlægge sit udspil indenfor de nærmeste uger.
Herefter ventes arbejdet med omlægningen af afgifterne at gå i gang – men det er uvist, hvor hurtigt dette kan ske.
Omkring 10 procent af det samlede bilsalg i Danmark har hidtil i 2020 været el- og plugin-hybrid-biler.