Disse biler bliver helt afgiftsfri de næste to år

Regeringen indgår smal aftale om elbiler op til 400.000 kroner, som bliver afgiftsfri de næste to år.

(ARKIV) Skatteminister Karsten Lauritzen (V) fremlægger aftalen,d er ventes at få støtte af Dansk Folkeparti. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen har lovet, at der vil komme en aftale om elbiler inden nytår, og juleønsket ser også ud til at gå i opfyldelse.

Men det bliver ikke en bred aftale, hvor oppositionen er med, som målet var. Regeringen kritiseres for ikke at være ambitiøs nok, men det afviser skatteminister Karsten Lauritzen (V).

– De har ingen penge. Vi har lavet en finanslov med Dansk Folkeparti, hvor de har taget stort ansvar. Så har de naturligvis indflydelse på, hvad regeringen bruger pengene på.

– I stedet for at tage den fugl, man har i hånden, vil man have de ti på taget, men så er flokken fløjet, siger ministeren, som mener, at det ikke lykkes at lande en aftale på grund af det kommende folketingsvalg.

Det handler om at få ro

Derfor fremlægger han et lovforslag i Folketingssalen i næste uge, hvor borgerne får mulighed for at købe en elbil afgiftsfri op til 400.000 kroner de næste to år.

– Det vil give omkring 1000 nye elbiler, men det handler ikke så meget om antal, der er langt op til det mål, vi har. Men det handler mere om at få ro.

– Vi sikrer i regeringen, ved at lægge et lovforslag frem, at der ikke skal betales en bøjet 25-øre i afgift de næste to år for elbiler op til 400.000 kroner, siger han.

Det kritiserer oppositionen, for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lovede selv på folketingets talerstol, at der skulle være en million elbiler inden 2030.

Oppositionen stemmer for lovforslaget, men havde gerne set en mere ambitiøs aftale.

Dansk Folkeparti har tidligere peget på, at det med teknologiudviklingen biliver endnu billigere at fremme elbiler senere.

En central del af regeringens planer er, at salget af benzin- og dieseldrevne biler og busser skal stoppe i 2030. En kommission skal komme med bud på, hvordan den milliarddyre omstilling af transportsektoren skal finansieres.

Powered by Labrador CMS