Disney køber sig endnu større for megabeløb
Disney har for et trecifret milliardbeløb købt Twenty-First Century Fox af Rupert Murdoch.
Disney har haft den store pengepung fremme for at overtale den 86-årige australske mediemogul Rupert Murdoch til at sælge store del af hans underholdningsimperium 21st Century Fox.
Selskabet, der blev startet af brødreparret Walt og Roy Disney i 1923, har lagt svimlende 52,4 milliarder dollar – knap 330 milliarder kroner – for Murdochs aktiver.
– Disney er ved at blive Hollwoods Walmart: enorm og dominerende. De kommer til at have en enorm indflydelse, siger medieanalytiker ved B. Riley FBR Barton Crockett til erhvervsmediet Bloomberg.
Med købet overtager Disney ikke alle 21st Century Fox’ aktiver, men lægger hænderne på filmstudiet 20th Century Fox, tv-kanaler som FX og National Geographic og flere aktiviteter uden for USA.
Rupert Murdoch beholder til gengæld blandt andet tv-netværket Fox, der i USA er kendt for den landsdækkende kanal Fox News og en lang række lokale tv-stationer.
Markedsandel vil vokse betragteligt
Disney skriver, at det kan tage 12 til 18 måneder at få købet på plads med myndighederne.
Går det igennem som planlagt, vil Disney være en ganske dominerende spiller inden for filmproduktion. Ifølge tal fra Box Office Mojo havde Disney en markedsandel på 26,3 procent af billetsalget i USA og Canada i 2016.
Med 20th Century Fox vil den stige til 40 procent.
Samtidig bliver Disney endnu stærkere på markedet for tv-indhold. Selskabet har allerede tidligere i år varslet sin egen streamingtjeneste og opsagt samarbejdet med Netflix.
– Vores direkte kontakt til forbrugeren er afgørende for vores medieforretning og vores højeste prioritet.
– Købet er et afgørende skridt fremad, der reflekterer vores vision for fremtiden. Vi kommer til at blive en langt mere realistisk konkurrent, til dem der allerede er på markedet, sagde Disneys administrerende direktør, Bob Iger, på en telekonference tidligere torsdag.
Disney får adgang til flere kendte fiktive figurer
Fans af Star Wars-filmserien vil samtidigt notere sig, at 20th Century Fox ejer rettighederne til de originale Star Wars-film fra 1977, 1980 og 1983.
Det åbner for, at Disney kan genudgive de originale film uden de kritiserede ændringer, som skaberen George Lucas indførte i slutningen af 90’erne.
Udover det får Disney også adgang til en række superhelte, der før har hørt hjemme hos 21st Century Fox, herunder de populære X-Men-figurer, der har været med i flere film de seneste år.