Discount-supermarked åbner kæmpebutikker
Dragofa, som står bag Kiwi-forretningerne, åbner større butikker i håbet om at indhente konkurrenterne.
Discountkæden Kiwi tager nu store skridt i kampen mod konkurrenterne.
Kæden vil åbne storbutikker og udvide deres sortiment fra 2.500 varenumre til 5.000 varenumre. Det skriver Jyllands-Posten.
– Vi har gennem 2014 haft vækst og vinder markedsandele efter en runde med moderniseringer i en række af vores butikker. Vi supplerer med et nyt koncept, der overgår, hvad markedet ellers har budt på i både sortiment og salgsareal, siger kædedirektør i Kiwi, Carsten Hansen, til avisen.
Samlet set sidder de danske discountbutikker på 40 procent af markedet, og Kiwi er den mindste af de seks discountkæder.
Det nye koncept med udvidelse kommer som en reaktion på en ny koncernstrategi, der blev vedtaget, efter at Dragofa fik en ny storaktionær i Norgesgruppen.
Kiwi skal overtage nogle af de SuperBest og Eurospar butikker, som nedlægges. Den første store Kiwi-butik kommer til at ligge i Randers, hvor den vil få egen bager, vinafdeling og postkontor.
– Vi vil ekspandere med både de normale og velkendte discountbutikker samt nye forretninger i storformat. Forbrugernes forventninger til discount ændrer sig, siger Carsten Hansen til Jyllands-Posten.
Og udviklingen, med at discountbutikkerne vokser sig store, vil presse markedet yderligere, vurderer detailekspert Bruno Hansen.
– Det betyder, at de traditionelle supermarkeder ikke vil være i stand til at overleve den hårde priskonkurrence, siger han til Jyllands-Posten.
Newspaq