Direktør fyret på gråt papir: Tvivlsom gave til KIF
Administrerende direktør, Martin Nielsen, hos forsikringsselskabet GF er fyret efter at have givet et gavelignende millionbeløb til KIF Håndbold Elite A/S, hvor han også er bestyrelsesmedlem.
GF Forsikrings administrerende direktør Martin Nielsen har lavet en aftale uden forretningsmæssig begrundelse. Det mener selskabets bestyrelse, der efter en ekstern advokatredegørelse har ophævet direktørens ansættelsesforhold med øjeblikkelig virkning.
Der er tale om en gavelignende betaling af et millionbeløb til KIF Håndbold Elite A/S. Betalingen har direktøren stået for helt alene. Direktøren har ikke kunnet forklare en aftaletekst, der ligger til grund for betalingen.
Derfor kan bestyrelsen ikke finde ud af, hvad modydelsen for million betalingen er. Måske vil der slet ikke være nogen modydelse, hedder det i en ekstern advokatredegørelse, som GF Forsikrings bestyrelse modtog mandag. Og den har bestyrelsen reageret på tirsdag med beslutningen om at fjerne direktøren fra jobbet, hvilket blev effektueret i dag.
GF Forsikrings Interne Revision har også forsøgt at udrede, hvorfor betalingen af millionbeløbet skulle af sted, inden blækket på et aftalepapir var helt tørt. Og med en aftaletekst, der er mangelfuld og uklar i en forretningsmæssig sammenhæng.
I den eksterne advokatredegørelse er konklusionen, at pengene kan være tabt. Millionbeløbet fra GF Forsikrings direktør til KIF Håndbold Elite A/S blev overført få dage før KIF Håndbold Elite A/S offentliggjorde sit regnskab, med et stort underskud.
– Vi ved ikke, om der er en sammenhæng, men direktøren har lavet en aftale, der ikke kan siges at varetage GF Forsikrings interesser. Og det er netop medlemmernes penge og pligten til at handle som en seriøs finansiel virksomhed, vi skal sikre, siger bestyrelsesformanden for den medlemsejede virksomhed, Gunnar Hansen, i en pressemeddelelse.
Meddirektør Bjarne Toftlund bliver indtil videre enedirektør. Bestyrelsen går straks i gang med at finde en ny administrerende direktør. Allerede nu ønsker man en dialog med KIF Håndbold Elite A/S for at få en aftale med et klart forretningsmæssigt indhold.
KIF Håndbold Elite ønsker ikke at kommentere på interne anliggender hos GF Forsikring, oplyser klubben i en kortfattet meddelelse.