Direktør færdig i Vejle
Vejle Boldklub skal have ny administrerende direktør. Per Olesen stopper øjeblikkeligt.
For nyligt afværgede Vejle Boldklub en faretruende konkurs, men for administrerende direktør Per Olesen stopper festen alligevel med øjeblikkelig virkning.
Direktøren har besluttet at ophøre i sin stilling med øjeblikkelig virkning:
– Selvom klubben nu er reddet fra konkurs, så bliver der et behov for at kigge på såvel organisering som på indtægts- og udgiftssiden. For mig er klubben det vigtigste, og for at give den nye investorkreds den bedste mulighed for at organisere klubben, og da jeg tilhører den mere løntunge del af medarbejderskaren, finder jeg det rigtigt at trække mig som direktør i Vejle Boldklub.
Bestyrelsesformand Lars Skou udtrykker sin taknemmelighed for Olesens indsats i klubben:
– Jeg vil gerne takke Per Olesen for en stor indsats i den svære periode, selskabet har været igennem. Han har arbejdet med en stor åbenhed og en professionel tilgang til såvel pressen som fans, hvilket har medvirket til, at budskabet omkring VB’s situation har stået ganske klart for alle. Vi ønsker Per alt muligt godt i fremtiden.
Per Olesen kom til stillingen som adm. direktør hos Vejle fra et direktør-job hos Sydbank. Nu fratræder efter mindre end ni måneder i fodboldklubben.