Direkte rødt i Agger-nedtur
Rutinerede Mike Jensen fik et direkte rødt kort i 0-3-nederlaget til Hvidovre i 1. division.
HB Køge led søndag sit første nederlag under holdets nye trænerduo, Daniel Agger og Lars Jacobsen.
Hvidovre vandt 3-0 på Capelli Sport Stadion i Køge efter blandt andet et selvmål og en træffer af den tidligere superligaprofil Martin Spelmann.
HB Køges rutinerede midtbanespiller, Mike Jensen, fik et direkte rødt kort i første halvleg.
HB Køge har tre point efter to kampe af den nye sæson, mens Hvidovre er på samlet fire point.
Kampen startede ganske jævnbyrdig, men efter en lille halv times spil bragte Hvidovre sig foran 1-0, da HB Køges Daniel Thøgersen efter et stolpeskud lavede selvmål fra tæt afstand, da han forsøgte at cleare bolden.
Direkte rødt til Mike Jensen
Godt fem minutter senere blev Mike Jensen sendt tidligt i bad, da han i ophidset tilstand svingede en arm i hovedet på en Hvidovre-spiller.
Og Martin Spelmann bragte med et fladt spark fra distancen Hvidovre på 2-0 inden pausen.
HB Køge havde naturligt nok svært ved at svare tilbage i anden halvleg med en mand mindre på banen, og kampen blev endeligt lukket efter 83 minutter, da Magnus Fredslund fra kanten af feltet kanonerede Hvidovre på 3-0 efter en hjørnesparkskombination.
I søndagens anden kamp i den næstbedste række delte Nykøbing FC og FC Fredericia med 4-4 i en målrig kamp på førstnævntes hjemmebane.
FC Fredericia førte både 2-0 og 3-2, men hjemmeholdet kom foran 4-3, inden det endte uafgjort.
FC Fredericia har fire point, mens Nykøbing FC har et enkelt point efter to kampe.