Dine feriepenge rækker langt i disse lande

Skal ferien gå til Tyrkiet eller Thailand? Der er stor forskel på, om dine sparekroner er blevet mere eller mindre værd.

1) Island. Foto: Scanpix.
1) Island. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Store besparelser på bankkontoen – eller flere penge til sjov og ballade på ferien. Det er gode nyheder for feriebudgettet, når den danske krone bliver styrket i forhold til valutaen på vores favoritdestinationer.

Og lige nu er der en række rejsemål, hvor kronerne rækker længere.

Så hvis du endnu ikke har planlagt, hvor ferien skal gå hen, er det måske værd at tage et kig på listen, som er udarbejdet af Spar Nord.

Øverst på listen ligger Island, hvor du får 8,7 procent mere for pengene i forhold til samme tid sidste år – skarpt forfulgt af Tunesien.

Værdien af en dansk krone er styrket med 14,8 procent i forhold til den tunesiske dinar, mens inflationen ligger 6,2 procent højere end i Danmark.

– Tunesien et af de lande, hvor man får markant mere for pengene sammenlignet med sidste år. Faktisk er det blevet hele 8,6 procent billigere at være turist i landet, lyder det fra Jens Nyholm.

Vær forsigtig

Administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening Lars Thykier indskyder, at Tunesien ikke længere ligger højt på turisternes ønskeliste. Udenrigsministeriet råder da også til at være ekstra forsigtig i landet.

Nummer tre på listen er Tyrkiet, og her kommer man altså også en hel del længere for feriebudgettet.

Flere års økonomisk turbulens og politiske spændinger har nemlig sat sine spor på kursudviklingen, fortæller Jens Nyholm, som er cheføkonom hos Spar Nord.

– Den tyrkiske økonomi er gået i recession, hvilket for danske turister betyder, at de får endnu mere for den danske krone på ferien, forklarer han.

I Tyrkiet ligger inflationen hele 18,5 procent højere end i Danmark. Og det skæpper også godt til i feriesparebøssen.

– Det betyder, at det samlet set er blevet otte procent billigere at opholde sig i Tyrkiet sammenlignet med sidste år, når man sammenholder valuta- og prisudviklingen, siger Jens Nyholm.

Det kan få betydning for dig

Lars Thykier fra Danmarks Rejsebureau Forening bemærker, at valutaforskydningerne ikke får stor betydning for dem, der har købt og betalt en all-inclusive ferie for længe siden.

– Så er det måske bare prisen på et par souvenirs, der har rykket sig, siger han.

– Men det vil betyde noget for dem, som rejser individuelt, og som ikke har betalt endnu. Det vil få betydning for priserne på mad og oplevelser, tilføjer han.

Valutaforskydninger er selvfølgelig ikke kun i dansk favør. Der er nemlig også destinationer, hvor vi pludselig ikke kan få nær så meget ud af de samme penge.

Det gælder særligt i Egypten, hvor man i år får 25 procent mindre for sine penge, viser analysen.

Herefter følger USA, Rusland og Thailand, hvor man får mellem 6 og 7 procent mindre fornøjelse for samme budget.

Powered by Labrador CMS