Dine digitale dimser er i fare: Ekspert har ét råd til alle danskere
Fejl gør computere, tablet og smartphones sårbare over for, at hackere kan stjæle kodeord.
Husk at opdatere din computer, smartphone og tablet, lyder rådet fra medstifter af it-sikkerhedsvirksomheden CSIS Peter Kruse.
Opfordringen kommer, efter at der er opdaget to alvorlige sikkerhedsbrister i computere, tablets og smartphones i hele verden.
En sikkerhedsbrist i så stort et omfang er ikke set før, fortæller han.
– Det er en designfejl, som vi hidtil aldrig har set omfanget af. Den rammer stort set alt det hardware, som vi arbejder med i det daglige. Lige fra mac til pc’er til linux til servere og udstyr, som vi har stående hjemme i vores hjem, forklarer Peter Kruse.
Det fejlbehæftede udstyr er produceret af virksomhederne Intel Corp, Advanced Micro Devices Inc. og Arm Holdings.
Selve bristen er fundet i centralenheder – nemlig i en processor eller såkaldt CPU (Central Processing Unit). Bristen gør udstyret sårbart over for hacking.
– Det, som kan ske, er, at med de her svagheder, der er blevet fundet, så vil det være muligt for en hacker at tiltvinge sig adgang til oplysninger, som normalt ikke skulle være tilgængeligt på et styrestem, hvor den her fejl ikke optræder, forklarer Peter Kruse.
Det kan eksempelvis være personfølsomme oplysninger, kodeord og data fra kreditkort.
To brister
De to sikkerhedsbrister eller fejl har fået navnene “Meltdown” og “Spectre”.
Da fejlene optræder på selve hardwaren og ikke i eksempelvis i softwaren, så løser det ikke noget at købe nyt udstyr.
Newsbreak.dk omtalte sagen tidligere fredag, hvor vi blandt andet fortalte, at fejelen findes i op mod 20 år gamle computerchips, ifølge New York Times. Det er derfor ret sikkert, at alle borgere risikerer at blive berørt af problemet.
Du skal opdatere
Indtil der bliver produceret nyt og bedre udstyr, så er Peter Kruses bedste råd at huske at opdatere.
– Det bedste råd er, at man følger de producenter, som man bruger – mac, linux eller Windows – og opdaterer sine programmer og styresystem efter anvisningerne og ellers følger udviklingen.
– Og når der så måtte komme nye hardware-enheder til fejlbehæftet udstyr, så kan man gå ud og køber noget nyt, siger han.
It-giganten Apple har også annonceret, at der inden for de næste par dage vil blive udsendt en opdatering til selskabets internetbrowser, Safari, som skal tage hånd om sikkerhedsbristen.