Din bil er meget klammere end et toilet
De færreste tænker nok over det; men biler er fyldt med bakterier, hvis de ikke gøres rent regelmæssigt.
Biludlejningsportalen CarRentals.com har for nyligt sat sig for at finde ud af, hvor ulækkert der egentlig er inde i de biler, mange af os bruger alt for store dele af vores liv i.
Og lad det være sagt med det samme – deres resultat er nedslående (og ulækkert). CarRentals.com spurgte 1000 amerikanere og næsten halvdelen, 44 procent, svarede at de maksimalt gør rent inden for i bilen éen gang om året.
Og det er ifølge hjemmesiden rigtigt dårligt nyt for de bakterieforskrækkede. De har haft den store lommeregner fremme og sammenlignet antallet af bakteriestammer på et rat – 629 per kvadratcentimeter – til antallet af bakteriestammer på andre dagligdags-berøringsflader.
Det viser sig, at der er seks gange så mange bakteriestammer på bilens rat, som der er på en gennemsnitlig telefonskærm. Fire gange så mange, som der er på et offentligt toiletsæde og mere end dobbelt så mange, som der er på knapperne i en offentlig elevator.
Ifølge CarRentals.com er det specielt én dårlig vane, der spreder bakterier i bilen – vores hang til at snacke bag rattet.
Du gør måske din bil rent, men her er der stadig beskidt
Selv hvis du er en af dem, der jævnligt spritter bilen af, så er der nu altså steder, du som bilist stadig udsættes for bakterier.
Specielt når du tanker, for der er altså tusindvis af andre mennesker, der har rørt ved benzinpumpen før dig.
Og den gennemsnitlige benzinpumpe er, ifølge CarRentals.com – og hold nu fast – hjemsted for intet mindre end 11.835 gange så mange bakteriestammer som toiletbrættet på et offentligt toilet.