Digter er ikke en hund efter opmærksomhed
Som rektor for Forfatterskolen skal man være i kontakt med sin tvivl, åbenhed og følsomhed, mener digter Morten Chemnitz. Den 11. december fylder han 40 år
Digter og oversætter Morten Chemnitz er ikke nogen "hund efter opmærksomhed".
Sådan fortalte han til Politiken, i forbindelse med at han sidste sommer blev rektor for Forfatterskolen.
- Jeg ser det mere som et ansvar for at lytte, sagde han til Politiken om stillingen som rektor.
Den 11. december fylder han 40 år.
Debuterede i 2013
Morten Chemnitz blev selv uddannet fra Forfatterskolen i 2010, men interessen for litteratur og lyrik var allerede begyndt at spire under barndommen i Sydhavnen.
Han debuterede i 2013 med digtsuiten "Inden april".
Siden har han udgivet digtsamlingerne "Bindingerne" i 2016, "Hindre" i 2019 og senest "Hæld" i 2022.
I flere anmeldelser er hans poesi blevet kaldt "ordknap", og flere af digtsamlingerne omhandler sproget selv.
I 2016 blev Morten Chemnitz i Weekendavisen kaldt "den tyste, mest jeg-løse stemme i det store og støjende kor af yngre, talentfulde digtere".
10. klase i bagagen
Da han kom ind på Forfatterskolen, havde han en 10. klasse i bagagen. Siden er han blevet både kandidat og ph.d. i nyere fransk poesi fra Københavns Universitet.
Sideløbende med forfatterskabet har Morten Chemnitz været redaktør på Forlaget Arena og lavet over ti oversættelser af franske værker - herunder af forfatterne Marguerite Duras og Édouard Levé.
Han formoder, at den brede erfaring hjalp ham til at få stillingen som rektor, lyder det til Politiken.
Som rektor er han på Forfatterskolen halvt underviser og halvt administrator, da det er et ansættelseskrav, at man som rektor er "aktiv forfatter".
Konstant kontakt
Derfor skal man selv være i "konstant kontakt med den tvivl, åbenhed og følsomhed, som en kunstnerisk praksis indebærer", fortalte Morten Chemnitz til Politiken.
Privat er han bosat i sit barndomskvarter, Sydhavnen i København. Han er gift med forfatter Fine Gråbøl. Parret har sammen to børn.