Diesel har ødelagt motorvej: – Vi lægger ny asfalt i nat
Diesel fra den væltede tankbil-anhænger har skadet motorvejen ved Middelfart så meget, at der skal lægges ny asfalt.
De store mængder diesel, der lørdag morgen løb ud på motorvejen mellem afkørsel 58a og 58b ved Middelfart har opløst bindemidlet i asfalten så meget, at det skal lægges helt ny belægning.
Det fortæller ingeniør ved Vejdirektoratet, Jesper Stokholm, der hele søndag har undersøgt vejstrækningen til TV2 Fyn.
Og arbejdet gik i gang allerede søndag eftermiddag, og det vil tage nogle timer.
– Vi skal have fræset den gamle asfalt af her i eftermiddag. I nat begynder vi så at lægge ny asfalt på, fortæller Jesper Stokholm.
Det var også en udfordring at skaffe ny asfalt en søndag.
– Vi skulle lige have startet et asfaltværk op også, det er ikke normalt åbent en søndag. Forhåbentligt har vi i morgen tidligt fået nye striber på, så trafikken igen fra klokken 6 kan køre normalt igen, fortæller Jesper Stokholm.
Anhænger væltede
Strækningen blev lukket lørdag morgen, hvilket var årsag til voldsomme kødannelser og store forsinkelser.
Lukningen skyldtes et uheld lørdag morgen, hvor en anhænger med dieselolie væltede, så der fossede diesel ud på motorvejen.
Kilde: TV2 Fyn