DFs asyludspil får lunken modtagelse af Venstre

ARKIVFOTO 2010 fra asylcenter i Sandholmlejren- – Se RB 21/5 2015 08.45. Dansk Folkeparti vil sende afviste somaliske asylansøgere hjem, siger udlændingeordfører Martin Henriksen. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2015)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er svært at forklare danskere i boligkøen, hvorfor flygtninge får tag over hovedet før andre.

Det argument bruger Venstres udlændingeordfører, Karsten Lauritzen (V), til at begrunde, hvorfor det kan være en god ide at se nærmere på flygtninges retskrav på en bolig.

Udmeldingen kommer i kølvandet på præsentationen af Dansk Folkepartis nye asyludspil, som blandt andet omfatter en ophævelse af netop boligretskravet.

»Man har tidligere slækket på det med et bredt flertal i Folketinget. Der er jo forskel på, om der kommer 2.000 asylansøgere, som der gjorde under VK-regeringen, eller om der kommer 15.000, som er kommet under den nuværende regering. Det giver nogle udfordringer ude i kommunerne, og jeg har svært ved at forklare de mange danskere, der står i kø, hvorfor asylansøgere altid skal komme foran i køen, når det handler om bolig,« siger Karsten Lauritzen.

Står det til DF, skal flygtninge bo på asylcentre, indtil de kan sendes hjem igen. Denne del af udspillet er Venstre mindre begejstret for.

»Man skal være varsom med at gå ned ad den vej. Der er for eksempel ikke udsigt til, at nogen kan sendes hjem til Syrien inden for et, to eller fem år, og derfor kan man risikere at stå i en situation, hvor folk kan komme til at bo i lejre i fem-ti år,« siger Venstre-ordføreren og fastslår:

»I stedet for skal flygtninge jo hurtigt ud og lære sproget, arbejde og bidrage til vores samfund.«

Helt grundlæggende mener Karsten Lauritzen, at der er behov for at ændre Danmarks image og gøre landet til en mindre attraktiv asyldestination. Hvis antallet af asylansøgere falder, er man også ude over alle problemerne med, hvor de skal bo, og hvilke vilkår der skal være gældende, påpeger han:

»Det handler først og fremmest om at få tilbagerullet de vilkårsforbedringer, den nuværende regering har vedtaget.«

DFs nye asyludspil indeholder også tiltag om at etablere asylcentre i udlandet, som er drevet af Danmark. Samtidig vil DF fjerne flygtninges særlige adgang til børnepenge og folkepension.

Powered by Labrador CMS