DF vil sende klare signaler til asylansøgere
Udlændinge, der kommer til Danmark for at søge asyl, skal først have ret til at blive forenet med deres familier, når de har fået permanent opholdstilladelse.
Sådan lyder forslaget fra Dansk Folkeparti, der selv kalder det den mest markante stramning af asylpolitikken i 13 år.
Gennemføres forslaget, vil der reelt gå mindst fem år, før det kan komme på tale at søge familiesammenføring. Det vil ifølge Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen (DF), gøre det mindre interessant for asylansøgere at søge mod Danmark.
»Det her er et fuldstændigt klart signal til dem, der kommer her: I skal bare vide, at sådan er spillereglerne, og I skal bare vide, at I ikke sådan kan hente jeres familier til Danmark, for så ved vi, at I ender med at blive her permanent. Og det er ikke meningen med asylsystemet. Og hvis man ikke er tilfreds med det, så må man søge asyl et andet sted. Jeg skal da heller ikke lægge skjul på, at vi også håber, det bliver effekten af det,« siger Martin Henriksen.
Fremsætter forslag i Folketinget
Dansk Folkeparti fremsætter forslaget i Folketinget umiddelbart efter påske, og baggrunden er, at antallet af asylansøgere sidste år nåede op over 14.800 personer.
Regeringen har siden vedtaget en række stramninger, der betyder, at en asylansøger, der ikke er personligt forfulgt, kun kan få midlertidig opholdstilladelse, der er tidsbegrænset til et år. Og familiesammenføring kan tidligst finde sted efter et år.
Det var en stramning, der udløste panderynker hos menneskeretseksperter, der mener, det strider imod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Martin Henriksen forudser da også kritik af partiets forslag, men han mener faktisk, det godt kan rummes inden for konventionerne.
»Retten til familieliv betyder jo ikke, at man ikke kan tage hensyn til et lands offentlige orden, økonomi og velfærd. Faktisk er der mulighed for, at man kan indskrænke udlændinges ret til at hente familier til Danmark ved at henvise til, at man ønsker at beskytte andres frihed. Og vi ved jo, at indvandring skaber en masse problemer i Danmark, også kriminalitet, der går udover fredelige borgere. Hvis man henviser til nogle af de ting, mener jeg godt, det kan rummes inden for konventionerne. Men hvis ikke, må man også være parat til at tage forbehold og i yderste konsekvens opsige en konvention,« siger Martin Henriksen.