DF vil hellere have Inger end Kristian
Venstre sender forvirrede signaler, når næstformand Kristian Jensen (V) i en kronik opfordrer til at fokusere mere på de positive historier i indvandrerdebatten, mener Dansk Folkeparti.
Hos den tidligere, og formentlig kommende samarbejdspartner i en regering, deler man ikke Kristian Jensens holdning om, »at der hersker et sortsyn i debatten«, der på sigt forplumrer debatten og skader Danmark.
»Jeg synes, at der en gang imellem kommer sådan lidt forvirrede signaler fra Venstre. Nogen gange lyder det som om, at det ikke kan blive stramt nok. Og så lyder det som om, at man næsten ikke kan få nok indvandrere til Danmark,« siger udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen (DF).
Han foretrækker den del af Venstre, der er repræsenteret ved politisk ordfører Inger Støjberg (V) og dennes mere kontante tone i udlændingedebatten.
»Der er ingen tvivl om, at meget af det, som Inger Støjberg siger, ligger tæt op af det, vi siger i Dansk Folkeparti. Men vi har vænnet os til, at der er nogen Venstre-folk, der mener én ting og nogen, der mener noget andet. Vores egen udlændingepolitik ligger fast, og det er at begrænse ikke-vestlig indvandring,« siger Martin Henriksen.
Han mener også, at Kristian Jensens kronik giver anledning til at minde Venstre om, at vi har rekordstor indvandring i Danmark i disse år.
»Der synes jeg, at Venstre rammer lidt ved siden af skiven med budskabet i dag. Det skaber forvirring om, hvad de vil. Det er da udmærket at rose indvandrere, der er i arbejde – det er bedre, end hvis de ikke er. Men vi politikere er sat i verden for at løse problemer, og den ikke-vestlige indvandring er et problem for samfundet,« siger Martin Henriksen.