DF: Sæt HPV-vaccinen i bero

Liselotte Blixt fra DF vil sætte HPV-vaccinen i bero. Foto: Iris/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er dybt bekymrende, at Sundhedsstyrelsen først nu ser nærmere på mulige bivirkninger ved den omdiskuterede HPV-vaccine mod livmoderhalskræft.

Sådan lyder reaktionen fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt (DF), efter et stigende antal indberetninger om mulige bivirkninger ved HPV-vaccinen ifølge Berlingske har fået Sundhedsstyrelsen til at igangsætte et projekt med en gennemgang af indberetningerne. Står det til DF-ordføreren, bør vaccinen sættes i bero hurtigst muligt.

»Jeg er målløs over, at man ikke har gjort noget før nu, for jeg har godt kunnet se det her komme. Jeg har hele tiden sagt, at det var toppen af isbjerget, og det er det, vi ser nu. Den gratis vaccine skal sættes i bero,« siger sundhedsordføreren til Berlingske Nyhedsbureau.

Ifølge Berlingske indeholder Sundhedsstyrelsens seneste initiativ på området, at en børnelæge »med stor klinisk erfaring« skal foretage en gennemgang af indberetningerne om mulige bivirkninger ved livmoderhalskræftvaccinen. Antallet af indberetninger lød i første kvartal af 2015 på i alt 77 indberetninger, hvoraf 41 blev kategoriseret som alvorlige, skriver Nyt om Bivirkninger.

Liselott Blixt mener ikke, at Sundhedsstyrelsen gennem de seneste år har taget sagen alvorligt.

»De er flere år bagud. Jeg tog det op i 2013 med ministeren, hvor vi havde samråd omkring problematikken med piger med bivirkninger af HPV-vaccinen. Men man har bare skudt det hen,« siger hun og uddyber:

»Jeg fik sat penge af i en satspulje til informationspjecer, som skulle informere om, at der kunne være alvorlige bivirkninger, men tre gange sendte jeg den retur til Sundhedsstyrelsen, som simpelthen ikke ville skrive ind i den, at der var alvorlige bivirkninger.«

Liselott Blixt mener derfor, at der er behov for at sætte akut ind på flere områder. Udover at tage HPV-vaccinen ud af børnevaccinationsprogrammet skal der også tages hånd om de piger, som i dag døjer med mulige bivirkninger fra vaccinen:

»Vi skal se på, hvordan vi kan behandle de piger, der lider noget så frygteligt. Vi kan se, at der er flere, der rejser til England eller betaler for en behandling her hjemme hos læger, der giver alternativ behandling, og som får det bedre. Det bør vi se nærmere på.«

Powered by Labrador CMS