DF: Oppositionen er på politisk fisketur i Irak

Marie Krarup (DF). Pressefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Irak-kommissionen er oppositionens politiske drilleri, mener Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup.

Irak-kommissionen var politisk drilleri fra S-R-SF-regeringen mod VK-regeringen og Dansk Folkeparti. Nu fortsætter oppositionen sin politiske fisketur med juridiske midler, selv om V-regeringen har lukket kommissionen med støtte fra de borgerlige partier.

Det mener Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, som er uddannet sprogofficer i Forsvaret.

Krarup afviser oppositionens krav om at genåbne kommissionen som følge af, at forsvaret har mistet en database med oplysninger om, hvordan danske soldater behandlede fanger under Irak-krigen.

– Det er politisk drilleri. Og mere alvorligt: Man gør et politisk emne til et juridisk emne. Det er for pinligt over for de soldater, der har kæmpet i Irak, at gøre det til et hovedspørgsmål, om et fangekartotek er 100 procent præcist eller ej, siger Marie Krarup.

– Det lyder, som om man næste gang skal sende en bataljon af Djøf’ere og jurister med tykke briller af sted i krig. Det kan nogle gange være nødvendigt at affyre sit våben og dukke hovedet i stedet for at føre statistikker. Det kan være dødsensfarligt at være i krig.

Oppositionen overser, at krig handler om at besejre fjenden. Det er vigtigere end at føre korrekt statistik over fanger og lave fortegnelser, mener Marie Krarup.

– Nogle gange er det et tradeoff (en afvejning, red.). Så står du i en farlig situation og må prioritere de andres og dit eget liv. Det mangler der mildest talt forståelse for i disse sager, siger Marie Krarup.

Socialdemokraternes forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen, mener, at det er i forsvarets interesse at lade Irak-kommissionen arbejde færdig.

Marie Krarup er uenig.

– Han puster jo til ilden. Det lyder, som om han ønsker at blamere forsvaret. Så man kan gøre kål på og svække forsvarets ledelse med en kampagne, mener Marie Krarup.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS