DF om kriminel familie: Ud med dem
»Ud med ham, nu!«.
Sådan står der på forsiden af den valgavis, som Dansk Folkeparti har lavet om den omstridte Levakovic-familie, som på grund af talrige forbrydelser har trukket mange overskrifter.
Et billede af familiens overhoved fylder hele avisens forside. Bagsiden er fyldt med tal under overskriften »Fakta om udenlandske kriminelle«.
Peter Skaarup (DF), Dansk Folkepartis gruppeformand, forklarer, hvorfor man har valgt at hænge en navngiven familie ud:
»Vi har gennem de seneste måneder set forskellige medier afdække den familie og dens sugen penge ud af den danske statskasse. Det er klart, at når man er så kriminel, som der her er tale om, må det have nogle konsekvenser. Det må og skal være slut med, at dybt kriminelle familier driver gæk med danske myndigheder,« siger han.
Peter Skaarup mener, det er helt på sin plads at tage en familie og bruge den i valgkampen, som Dansk Folkeparti gør med familien Levakovic.
»Samme familie har jo gennem tiden selv stukket næsen frem, og der må man altså tage de øretæver, det kan give, når man selv står frem og fortæller, hvad man har bedrevet. På den måde byder man selv op til, at vi får en offentlig diskussion af, om familien bidrager til Danmark eller ej,« siger han.
Gruppeformanden mener, at Levakovic-familien illustrerer de store udfordringer, som udenlandske kriminelle giver det danske samfund. Han henviser til, at der i dag allerede findes muligheder i EU-retten for, at et EU-land kan udvise andre EU-landes statsborgere, hvis de konsekvent og gennem en længere periode har ligget værtslandet til last.
Den praksis anvender Belgien i vid udstrækning, og Peter Skaarup mener, at Danmark skal gøre det samme. I det hele taget skal kursen over for kriminelle udlændinge strammes.
»Vi vil gøre det nemmere at udvise kriminelle udlændinge, ligesom langt flere udenlandske kriminelle skal afsone deres straf i hjemlandet. I fremtiden vil vi indføre et betinget statsborgerskab, som man kan miste igen, hvis man begår alvorlig kriminalitet de første ti år efter, at man har fået dansk statsborgerskab,« siger Peter Skaarup.