DF om Engelbrecht: Tæt på løgn for åben skærm
Vil regeringen forringe klagemulighederne for boligejerne, der ikke er enige i vurderingen af deres ejendom?
Nej, sagde skatteminister Benny Engelbrecht (S) torsdag. Men et internt notat, som Berlingske offentliggør fredag, afslører imidlertid, at det er en mulighed.
Det får Dansk Folkeparti til at lange kraftigt ud efter skatteministeren.
»Skatteministerens udtalelse fra i går (torsdag, red.) er det tætteste, man kan komme på at lyve for åben skærm, når han siger, at regeringen ikke har planer om at forringe klageadgangen,« siger skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF).
I et internt forhandlingsnotat udarbejdet af Skatteministeriet og Finansministeriet fremgår det, at det har været oppe at vende, om man skal forringe klagemulighederne for boligejerne i forbindelse med et nyt vurderingssystem, angiveligt fordi udgifterne til at behandle klagerne ser ud til at blive voldsomme.
»Det er en tilståelsessag, hvor man stort set erkender at have løjet for medierne,« siger Dennis Flydtkjær.
I notatet fremgår det, at klageudgifterne vil overstige 15 milliarder kroner i løbet af ti år. Og det får også de Konservative til at rette en hård kritik af regeringen.
»Det er fuldstændig grotesk, at regeringen planlægger et system, som vil flå boligejerne for over 15 milliarder kroner, som giver dårligere klageadgang og som samtidig giver forkerte vurderinger,« siger skatteordfører Brian Mikkelsen (K).
Dennis Flydtkjær mener, at regnestykket er tvivlsomt og en del af et spil fra regeringens side.
»Skatteministeriet har lavet et hokus-pokus regnestykke for at få en løftestang til at forringe klagemuligheden for boligejerne,« siger han.
Skatteministeren forsvarer sig med, at regeringen ikke har lagt sig fast på noget omkring det nye vurderingssystem endnu, dermed heller ikke hvilke klagemuligheder, der skal være.
Benny Engelbrecht understreger, at det interne notat er fortroligt, og han er godt sur over, at det er blevet lækket fra forhandlingerne.