DF: Nu må I få styr på eksperimentet 1813
Kun 23 procent af opkaldene til akuttelefonen 1813 i juli blev besvaret inden for tre minutter. DF er rasende.
Dansk Folkeparti i Region Hovedstaden har efterhånden mistet tålmodigheden med akuttelefonen 1813, som endnu engang har vist sig ikke at kunne præstere hurtig og effektiv hjælp til regionens borgere.
I juli blev kun 23 procent af opkaldene til akuttelefonen besvaret på under tre minutter, selvom målet er, at få det tal helt op på 90 procent.
– Vi må endnu engang appellere til det flertal, der har sat 1813 i verden, om at få styr på deres eksperiment, siger regionsrådsmedlem Kenneth Kristensen Berth (DF).
– Det er formentlig den største enkeltstående serviceforringelse i Region Hovedstaden for borgerne, siden regionerne blev etableret, tilføjer han.
Ifølge formanden for regionsrådet, Sophie Hæstorp Andersen (S), har det stået særlig sløjt til med 1813 i juli “på grund af en omlægning af vagttiderne for de ansatte på akuttelefonen, som gjorde, at nogen sagde op”.
Hun siger til Ritzau, at svartiderne skulle være tilbage på “et mere almindeligt niveau”, men tør samtidig ikke at love, hvor lang tid, der går, inden akuttelefonen når sit erklærede mål.
Kenneth Kristensen Berth hæfter sig imidlertid ved, at han midt i juni blev lovet, at man var klar til sommerferiemånederne, som i øvrigt blev anset for at være en rolig periode med relativt få opkald.
– Det har jo så vist sig igen, at disse forsikringer ikke holdt vand. Hver gang det er ferie, går 1813 i sort. Efterhånden har jeg ikke ord for det, siger han.
Han håber derfor, at Region Hovedstaden vil skrotte 1813 og i stedet skele til andre regioner:
– I andre regioner har man valgt andre løsninger, hvor de praktiserende læger har været inddraget. Her har man slet ikke oplevet de samme vanskeligheder. Det er tiden til, at vi ser på de eksempler.
Ifølge Sophie Hæstorp Andersen vil en midtvejsevaluering af 1813, som kommer tirsdag, vise, hvor der skal sættes ind for at nå de erklærede mål for svartider.
/ritzau/